"Vi har et langt højere topniveau end Serie 1"
Interview med Mikas Seerup fra FFI.
Efter efterårssæsonen afsluttede I som nummer 5. Føler du, at denne placering afspejler jeres præstationer på banen?
- Ja, vores placering som nummer 5 afspejler vores præstationer på banen, vi har et langt højere topniveau end Serie 1, men vi må også erkende at vores bundniveau ikke er til mere end Serie 1. Så overordnet set er vores placering ret godt afspejlet.
I stod som nedrykkere før sæsonen som manges favorit til et topplacering, er du skuffet over jeres efterårssæson og er der områder, hvor I kunne have gjort tingene anderledes?
- Vi skal være skuffede over at ligge hvor vi gør, vi er en traditionsrig klub med masser af dygtige fodboldspillere. Jeg har nu været med fra dengang FFI spillede med i toppen af JS1 og så til nu, hvor vi lige klarer os i Serie 1. Det er rutsjebane, men det er også det som gør fodbold så fedt. Vi er skuffede ja, men vi ser en lys fremtid, med en masse unge spillere, som skal spilles sammen. Det er et helt nyt hold, mange nye spillere og en helt ny spillestil som vi har vænnet os til. Jeg er sikker på, at når sæsonen endnu engang starter til februar/ marts , så er vi stadig en klub som folk glæder sig til at spille i mod.
Hvis du skulle beskrive jeres efterårssæson med tre ord, hvilke tre ord ville du vælge, og hvorfor synes du, at de bedst beskriver sæsonen?
- Starten på fremtiden. Vi har skulle starte helt forfra, hvilket vores sæson har været præget af, men vi har også haft en masse unge spillere igennem, som har grebet muligheden, de er virkelig nogle dygtige fodboldspillere nu, men vi kommer også til at få gavn af dem i årsskiftet.