Valsgård IF83 vil gerne blive mere solide i deres præstationer
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Peter Thomsen fra Valsgård IF83.
Hvilke forventninger har du til lørdagens kamp mod Støvring IF?
- Jeg forventer, som altid en lige kamp, hvor vi skal ud og gøre hvad vi kan for at skabe en god præstation. Vi har vaklet meget i vores præstationer, og lige nu arbejder vi på at skabe mere solide indsatser. Jeg tror på, at vi i lørdagens kamp kommer til at se en præstation, som bærer præg af både kvalitet og en sindssyg stærk vilje. Ydermere forventer jeg et SIF hold, der også kæmper for stabiliteten og pointene, lige som vi selv gør.
Du nævnte efter kampen mod Svenstrup-Godthåb, at I gerne ville have flere strenge at spille på, er det noget som I arbejder på ude på træningsbanen?
- Ja vi arbejder på, at vi skal være trygge både med og uden bold. Vi ved, hvor vi er stærke, og vi er blevet mere bevidste om vores områder, hvor vi kan forbedre os. Vores hold er sammensat af forskellige kompetencer, og vi arbejder på at alle skal få hinanden til at præstere bedre, altså hvordan vi iscenesætter hinanden på banen. Det går den rigtige vej, men vi har stadig en del arbejde foran os, hvilket egentligt er meget befriende og motiverende.
Du tror stadig på I ender minimum i Top 3, hvis det skal være tilfældet, så skal der vel også 3 point på kontoen mod Støvring IF, eller vil 1 point være acceptabelt for jer?
- Jeg udtalte efter Svenstrup kampen, at netop Svenstrup forventede jeg stadig ville nå top 3 placeringen. Det mener jeg stadig og skulle jeg sætte mit seriøse bud lige nu, vil jeg placere dem på en sluttelig 2. plads efter Hornbæk. De har så store kvaliteter på holdet, at de nok skal skrabe mange point sammen de kommende runder. I forhold til vores egne præstationer, point og heraf placering, så er vores ambition, at vi skal forsøge at opnå minimum en 5. plads, hvilket bliver svært nok. Vi tror dog på tingene, og vi ved, at det kræver stålsat vilje, hårdt arbejde, og det vil vi gerne kombinere med glæde og frihed i spillet.