Billede beskrivelse

Vaarst/Fjellerad sender roser afsted mod Skørping IF Frem

24. november 2023 kl. 08.00

Interview med Lasse Nymann fra Vaarst/Fjellerad.

Blandt holdene i jeres kreds, hvilket hold har i dine øjne været den mest største overraskelse og hvad er årsagen til det?

- Det må uden tvivl være Skørping, som kom direkte fra Serie 4 og med noget sprudlende fodbold spillede sig i en play-off kamp om oprykning. Vi kendte ikke specielt meget til dem på forhånd, men det blev to underholdende indbyrdes opgør, hvor vi både vandt og tabte til det unge Skørping hold. Desværre for dem blev det ikke til en oprykning, hvorfor vi muligvis ser mere til dem i næste sæson også.

På den anden side, hvilket hold mener du har skuffet mest i kredsen, og hvorfor følte du, at de kunne have præsteret bedre?

- På forhånd havde de fleste regnet med at Terndrup skulle være med helt fremme og presse på for oprykning. Det blev dog noget anderledes, og først på sidste spilledag kunne de redde sig fri af nedrykning. Derfor må de nok tage prisen som den største skuffelse, taget deres seneste sæsoner i betragtning.

Hvordan vil du beskrive niveauet i jeres kreds i løbet af efteråret, og har det niveau overrasket dig på nogen måde?

- Jeg synes niveauet har været ganske højt, hvor de fleste hold kunne drille hinanden. Det har været nogle tætte kampe, hvor kun Chang og Mou skiller sig rigtig ud, på den gode og dårlige måde. Et hold som Arden, der ender med nedrykning, er eksempelvis et hold jeg synes er alt for godt til Serie 4, men det vidner også om rækkens forholdsvis høje niveau.

Hvad har I taget med jer af vigtige erfaringer fra denne sæson, både fra jeres eget hold og ved at betragte andre hold i kredsen?

- Man lærer altid af sine fejl, og dem begik vi nok lidt for mange af i denne sæson. Det er så heldigvis noget vi kan arbejde på, for at stå endnu skarpere til den kommende sæson. Dertil har vi selvfølgelig lært nogle nye hold at kende, og deres måde at spille på. Det skal vi helt sikkert bruge, hvis vi skulle havne i pulje med nogle af de samme modstandere igen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste