Uffe Agerbo træder tilbage efter 3 år i Støvring IF
Interview med Uffe Agerbo fra Støvring IF.
Hvordan vil du beskrive din tid som cheftræner i Støvring IF?
- Jeg har haft 3 fantastiske år i Støvring IF. Jeg overtog et hold, som netop var rykket ned i serie 3 og var meget splittet. Corona havde gjort det sværere, at få integreret nye spillere i gruppen pga. diverse restriktioner. Derfor oplevede jeg, at der var et stort skel mellem de etablerede/rutinerede spillere i truppen og de "nye". Så første step var at få spillertruppen til at fungere som en helhed. Jeg foretog spillersamtaler, indførte fællesspisninger og lod alle(uanset niveau) starte træningen sammen. Det blev taget godt imod og sammenholdet voksede. Det smittede også af på resultaterne og 1.holdet rykkede op efter den første halvsæson.
Sidenhen er der sket meget både på og udenfor banen. Vi har fået lavet et generationsskifte og flere u19-spillere er blevet en del af 1. holdstruppen. Det er nu en meget ung, talentfuld og spændende trup som repræsenterer Støvring IF. Jeg synes holdet udvikler sig meget positivt og jeg spår en god fremtid for 1. holdet i Støvring IF.
Hvad var den sværeste beslutning i forhold til at stoppe som cheftræner?
- Jeg har hele tiden haft et motto: 3 år i samme klub, så har spillerne brug for nye øjne/ideer. Det har jeg hele tiden efterlevet som træner. Uanset om man vil det eller ej, så "sidder man fast" i nogle idéer og derfor tror jeg på, at spillerne har brug for forandring, uanset hvor godt det måtte gå. Det er også en ny chance for de spillere der er i periferien til førsteholdet for at bevise deres værd foran en ny træner.
Så selvfølgelig er det en svær beslutning at sige farvel, når man oplever at tingene går godt. Det er en helt fantastisk gruppe spillere, som jeg har fornøjelsen af ugentligt, men jeg glæder mig rigtig meget til at komme ned og se dem spille uden at have "dirigentstokken".
Er der en specifik kamp eller øjeblik fra din tid i klubben, der står klart i din erindring?
- Åh det er godt nok svært at pege på en speciel kamp, da jeg synes der har været mange. Men den mest betydningsfulde var vel vores oprykningskamp oppe i Hornum, hvor vi sikrede os tilbagevenden til serie 2.
Hvad skal der til for at fortsætte den udvikling, som du har været med til at bygge op?
- Jeg synes, at der er sået nogle frø, som skal have lov til at spire, så lover fremtiden lys for Støvrings førstehold. Jeg er overbevist om, at den trup der er i Støvring kan begå sig på højere plan i fremtiden, hvis gruppen kan holde sammen. Der er mange af disse unge spillere, som kan udvikle sig yderligere, når de får noget mere erfaring på seniorniveau. Det sociale er rigtig vigtigt i en fodboldklub som Støvring, så jeg tror det er vigtigt at man gør noget ekstra for at dyrke sammenholdet - også udenfor banen. Vigtigt at man favner alle, så det ikke kun er de 14-20 bedste der bliver set.
Hvilke tanker gør du dig om din fremtid inden for fodbolden, efter du stopper i Støvring IF?
- Lige nu vil jeg bare gerne afslutte min tid i Støvring på bedst mulig vis. Så står den på pause og lidt mere tid til familien i den kommende tid.
Hvordan håber du, at klubben vil huske din tid som cheftræner?
- Jeg håber, at spillerne vil huske mig som en træner, som har været engageret i trænerjobbet. Endvidere så håber jeg, at de vil huske mig som en træner der vægter mandskabspleje højt og været klar på, at give de unge en chance. Det har ihvertfald været min hensigt i tiden som træner i Støvring.