Billede beskrivelse

Uffe Agerbo ser tilbage på tiden i Støvring IF

10. november 2024 kl. 16.01

Interview med Uffe Agerbo som stopper i Støvring IF og evaluering af efterårssæsonen i Serie 2 Kreds 14.

Når du ser tilbage på din tid i Støvring IF, hvad vil du sige har formet dig mest som træner?

- Mange ting er vel med til at forme en som træner...Jeg oplevede stor tillid fra klubbens side af, da jeg blev ansat i Støvring. Så mange af de personer der har været omkring mig, har været med til at forme mig til den træner jeg er blevet til, her tænker jeg på daværende sportschef og stadioninspektør. Ydermere har sparring med de øvrige trænere i klubben, samt de dygtige assistentrænere jeg har haft med undervejs, spillet mig bedre som træner.

Er der en særlig spillestil eller kultur, som du har forsøgt at etablere på holdet gennem årene?

- Nu har jeg jo selv en fortid, både som spiller og træner i klubben. Jeg har altid opfattet SIF, som en klub der har stået for noget teknisk godt fodbold. Jeg har forsøgt, at bevare den DNA med det hold jeg har haft under mine vinger - selvfølgelig også fordi jeg har haft materialet til den slags fodbold.

Hvad har været det vigtigste for dig i arbejdet med spillerne i Støvring IF?

- At få en homogen gruppe, hvor ingen er over holdet. Jeg sætter mandskabspleje højt i mit arbejde som træner og har hele tiden forsøgt at holde alle "varme" i spillertruppen. Jeg har haft et stort stykke arbejde med at forynge 1. holdet, det har været en vildt spændende proces og jeg synes vi er kommet langt med projektet.

Hvordan vil du beskrive rejsen og udviklingen for klubben i din tid som træner?

- Som tidligere nævnt så har rejsen været super spændende for mig som træner. Jeg synes, at udviklingen i seniorgruppen er meget positiv. Vi har fået en rigtig stor gruppe af unge spillere på både 1. og 2. holdet, som har det fantastisk sammen. Hvor vi tidligere oplevede manglende tilslutning til hhv. kampe, træninger og sociale arrangementer, ser det nu helt anderledes ud. På det sportslige plan er det også opløftende, at 1. holdet lavede et hurtigt comeback til s.2 og er blevet stabile i toppen af rækken.

Hvilke ambitioner eller projekter håber du, at klubben fortsætter med, efter du stopper?

- Jeg håber og tror på, at klubben og vil fortsætte den positive udvikling...Der er jo en fantastisk ungdomsafdeling i SIF, som er fødekæden til seniorfodbolden. Så jeg håber, at man også i fremtiden vil være med til at gøre overgangen fra ungdom til senior så gnidningsfri som muligt. Det er lykkedes rigtig godt i de sidste par år, hvor fællesspisninger og træning på tværs med u19 holdet, har gjort denne overgang mere overskuelig og "ufarlig" for de unge gutter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste