U19-talentmassen klar til seniorniveau
Interview med Nikolai Juul Jensen fra Asaa/Hjallerup.
Har I sagt farvel til nogle spillere siden efteråret?
- Ja, desværre har vi måtte sige farvel til et par spillere hen over vinterpausen. Det gør altid ondt at miste spillere i en lille klub som vores.
Er der kommet nogle nye spillere, og har de fundet sig godt til rette i klubben? Samt er der nogle unge spillere i klubben, der står foran deres gennembrud?
- Ja, vi har fået en meget stærk spiller ind her til foråret, som tidligere har været i klubben og trænet med. Han er hurtigt blevet en del af truppen, hvilket var nemt, da han allerede havde gode relationer på holdet. Derudover har vi et helt U19-hold med dygtige spillere, som fodboldmæssigt sagtens kan begå sig på seniorniveau. Dog bliver det begrænset, hvor meget vi kan få glæde af dem denne sæson, da de selv har et travlt kampprogram.
Hvordan vurderer I jeres hold i forhold til efteråret – er I stærkere, svagere eller på samme niveau?
- Som udgangspunkt vil jeg vurdere, at vi står lidt stærkere her til foråret sammenlignet med efteråret. Vi har fået en spiller ind, som er vant til at spille på et væsentligt højere niveau end Serie 2, og derudover har vi også fået spillere tilbage fra skader, hvilket styrker truppen yderligere.
Hvordan har træningen været indtil videre? Er I kommet godt fra start?
- Der er ikke meget at sætte på spillerne rent træningsmæssigt. Vi er en lille trup, så det er vigtigt, at alle møder op til træning. Der bliver trænet med høj intensitet, og niveauet har været flot – især så tidligt på sæsonen.