Tuncay Demirel om læring og fremtidsoptimisme
Interview med Tuncay Demirel, Aalborg KFUM.
Modstander: Aalborg Chang
Resultat: 0-2
Hvordan vil du evaluere jeres præstation med henblik på at I forbereder jer til forårssæsonen?
- Det blev som ventet en svær kamp, da Chang er et solidt mandskab, som er meget boldsikker og ikke giver mange chancer væk. Det betød også, at vi i perioder løb meget efter bolden, hvilket ikke er vores favorit disciplin, men det skal vi også lære at tackle. Ikke mindst på det mentale plan, hvor vi skal lære at sådan er det bare mod nogle hold. Det skal vi blive bedre til at finde løsninger på, bevare troen på egne evner og have mere tålmodighed både med og uden bold, uden at blive frustreret.
Var der nogle bestemte områder eller aspekter af spillet, som du følte, at I havde forbedret jer på siden sidste kamp?
- Nej, dertil var de to kampe og modstandere for forskellige.
Her cirka 10-14 dage før sæsonstart, er der så stadig nogle specifikke udfordringer eller områder, som I stadig skal arbejde på?
- At tackle modgang på en mere konstruktiv måde. Men det er svært at forbedre på træningsbanen. Det må komme i kampene hen af vejen. Nu er tiden også ved at være knap til sæsonstarten og jeg havde da håbet på, at jeg snart var ved at have fundet frem til vores start 11’er, men det har været en umulig opgave, da vi stadig ikke har haft alle mand til rådighed i en eneste kamp endnu.
Hvad var det vigtigste, I tog med jer fra kampen og hvorfor vælger du at pege på det?
- Vi havde igen mange afbud og fik deraf prøvet mange andre spillere af på forskellige pladser. Det forløb faktisk ganske udmærket, men naturligvis manglede der lidt i de indbyrdes løbemønstre. Men alt i alt en godkendt præstation. Så er det tid til at se frem mod jeres sidste træningskamp.