Tuncay Demirel fra Aalborg KFUM er nomineret til Seriesport.nu Award Forår 2023
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Tuncay Demirel, som er cheftræner for Aalborg KFUM.
Du er blevet nomineret som forårets træner i Serie 1 til Seriesport.nu Award Forår 2023, er du overrasket over din nominering og hvilke ord vil du sætte på din og dit holds forårssæsonen overordnet set?
- Ja, jeg er i den grad overrasket - men også meget taknemmelig - over nomineringen. Jeg kom fra Støvring til KFUM for et år siden. Startede som assistenttræner i efteråret 2022 for dette hold og ved årsskiftet skulle holdet så have ny cheftræner, da Tom Nygaard søgte andre udfordringer. I første omgang var det ikke planen, at jeg skulle fortsætte, men jeg lovede klubben af assistere den nye træner i en kort periode, da jeg finder mig godt til rette som assistenttræner. Ansættelsen af den nye cheftræner fra årsskiftet, havde desværre ikke den ønskede positive effekt på holdet, som spillerne og klubben havde troet og håbet på. Så kun to måneder inde i 2023, valgte klubben at ophæve samarbejdet med den nye træner, og så blev jeg nærmest over natten, ansat som ny cheftræner. Men tilbage til spørgsmålene. Jeg er i den grad positiv overrasket over både min egen og holdets præstationer. Nu er jeg ikke typen som roser mig selv, da alle på og omkring holdet er et team. Det har dog helt sikkert været en klar fordel for mig at kende bare lidt til spillerne, da vi kun havde 2-3 uger til sæsonstarten, da jeg blev cheftræner. Min første og største opgave var hurtigt at få samlet "trådene" igen, da vi havde sagt farvel til 3-4 stamspillere i opstarten og det var lidt kaotisk. Generelt var der få spillere tilbage i seniorafdelingen og for at både kvantitet og kvalitet skulle gå i sync, måtte der hurtigt skabes kontakt til vores U19 -afdeling for at "bygge bro" mellem de to afdelinger. Dette er også forløbet over al forventning og uden assistance fra flere U19–spillere, så havde vi næppe fået de resultater som vi har fået. Vi havde ganske enkelte ikke spillere nok til vores serie 1 og 3 i starten af sæsonen. At de så også har bidraget med noget godt fodboldspil, er kun en kæmpe bonus for alle. I midten af sæsonen fik vi heldigvis tilgang af nogle tidligere spillere, så nu har vi igen en del spillere, at bygge klubben videre på og det er skønt. Inden sæsonen gik i gang, var vores målsætning at kunne blive i serie 1.Nu blev vi nr. 2 og kom ud i en playoffkamp og det kom i den grad bag på både mig og spillerne. Når nu vi kom så langt, ville det da være sjovt at kunne rykke op. Det blev så ikke denne gang, men vores tid skal nok komme. Vores U19 mandskab er lige blevet jyske mestre, så hvis vi som klub formår at bibeholde det kuld af talentfulde spillere, så skal I bare se løjer om 1-2 år, når de officielt er seniorspillere og dermed krydre den i forvejen fine senior-afdeling vi har.
Hvad vil det personligt betyde for dig at vinde titlen som forårets træner i Serie 1?
- Jeg vinder ingen titler alene. Det er alles fortjeneste, hvis det skulle ske. Dog slipper jeg nok ikke for at give en omgang øl, hvis lykken og heldet tilsmiler mig.
Hvis du skulle beskrive dig selv som træner, hvilken type træner er du så og hvor ligger din største styrke?
- Jeg er HOLDETS mand og elsker arbejdet med de unge mennesker, som jeg også gør i mit civile arbejde. Man kan have nok så mange gode spillere på et hold, men hvis man som træner, ikke besidder empati og mandskabspleje, og formår at samle alle individer til at spille som et hold, opnår man ingen resultater på den lange bane. I min optik så er moderne fodbold (i hvert fald i breddefodbolden), ikke stedet hvor der er plads til alt for mange egoer. Selvfølgelig skal et hold have et hierarki - også blandt mine spillere - men det må aldrig overgå holdet og skabe negative wibes. Jeg giver mine spillere frihed under ansvar og lader dem også selv finde løsninger på evt. opståede problemer – både til træning og kamp – og jeg håber også de synes, at jeg er en motiverende og inspirerende træner. Jeg synes min største styrke ligger i at fortælle tingene som de er og tillige være lyttende og at de altid kan komme til mig, hvis de har spørgsmål og/eller problemer Jeg er heller ikke bange for at tage konsekvensen af dårlige præstationer, både til træning og i kampsituationer. Men vi er lige gode venner bagefter. Uanset hvad konsekvenserne er på banen, så er det kun fodbold det handler om. Livet går videre bagefter.
Du er nomineret sammen med 4 andre rigtig dygtige trænere, hvorfor skal folk set med dine øjne sætte deres stemme på dig?
- Den var svær...Jeg har dog læst, at flere trænere i ligaen har bemærket og rost vores hold, for at være et godt possession hold. Det altså på trods af spillernes meget unge alder, den kaotiske opstart og dermed nærmest et halvt nyt hold ift. i efteråret. Så måske andre trænere giver mig den kredit, for at det hele er gået så hurtigt op i en højere enhed. Men igen - uden et godt HOLD - så findes der ingen gode trænere. Vi har også været heldige, med at undgå skader og dermed har haft en fast stamme på 18-20 spillere og det gør min opgave lidt nemmere, end hvis jeg har skullet bruge 25-30 mand.