Tredje sejr på stribe til Arden IF
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Mikkel Christiansen, anfører Arden IF
I henter 3. sejr på stribe, udover de 3 point hvilke andre positive elementer kan du tage med dig fra kampen?
- Vi spiller en god omgang fodbold. Vi har styr på kampen i alle 90 minutter, og Støvring kommer til meget få chancer. Vi følger den plan vi har lagt inden kampen, vi er spildominerende og kommer frem til en masse chancer. Derudover er vi nu på to sejre ud af to mulige uden vores træner - så det kan være han bare skal blive væk resten af sæsonen.
Hvilke nøgleord vil du sætte på kampen som helhed og jeres præstation i særdeleshed
- Støvring havde et meget ungt hold med, men jeg vil stadig sige det var en forholdsvis fysisk kamp med mange dueller. Mandfolkeindsats fra samtlige Arden-spillere, og vi var kloge med bolden og spillede med den til slutfløjtet.
Hvilke ting skal I arbejde med på træningsbanen i den kommende periode for at bibeholde 2. pladsen i rækken?
- Vi skal fortsætte vores tekniske pasningsøvelser, bygge på formen og ellers bare have en masse gode træninger. Samtidig kunne det være fedt med et karneval uden skader.