Billede beskrivelse

Top 2 med øjnene på førstepladsen

10. august 2023 kl. 12.00

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Poul Rotbøll fra Hanstholm IF.

Hvordan ser du jeres kreds til efterårssæsonen og er der nogle hold du ser som potentielle rivaler?

- Jeg ser puljen som en meget jævnbyrdig en af slagsen, hvor der nok vil være et par hold i hver ende af rækken som kommer til at skille sig ud. I forhold til en eventuel oprykning, så bliver vores rivaler helt sikkert HVA Sydthy og Koldby/Hørdum IF. Men derudover er et hold som Vorupør da en potentiel rival, da de geografisk ligger tættest på os, og vi før i tiden har haft nogle "drabelige" kampe mod dem.

Hvilken kamp ser I mest frem til i den kommende sæson, og hvad er årsagen til det? Er der en specifik ting. der gør denne kamp særligt spændende?

- Jamen, nu skal vi for første gang i rigtig mange år møde Vorupør B, hvilket godt kan gå hen og blive nogle sjove kampe. Det er bl.a. fordi, at de før i tiden var nogle af vores største rivaler i lokalområdet, og der altid blev gået til "stålet" i de kampe, fordi ingen af holdene kunne unde hinanden en sejr. Hvis der er noget der kan gøre det specielt, så er det nok at det er det tætteste vi kommer på et rigtigt lokalopgør i øjeblikket.

Er der nogen hold, som I ser som forhåndsfavoritter til oprykningen i jeres kreds, samt hvordan vurderer du jeres egen chance i forhold til dem?

- HVA Sydthy og Koldby/Hørdum IF er helt sikkert de klareste oprykningsfavoritter. HVA Sydthy, fordi de i et par sæsoner har bejlet til oprykning, men akkurat misset det til sidst, og samtidig har haft det samme hold i ligeså lang tid. Og Koldby/Hørdum IF fordi de som nedrykker pr. automatik bør være med i kampen om oprykning, medmindre de har mistet flere spillere siden forårssæsonen. Jamen, hvis vi får bare 50 procents mere kontinuitet ind i holdet, og samtidig spiller det fodbold som vores spillermateriale berettiger til, så kan vi helt sikkert være med i spillet om oprykning, da jeg ser vores hold være ligeså godt som de ovennævnte, hvis de nævnte parametre bliver opfyldt.

Hvad er din og målsætning for efterårssæsonen og mener du den er realistisk?

- Min målsætning for sæsonen er da at vi skal slutte i top 2, og gerne i top 1. Jeg syntes bestemt den er realistisk, da vi spiller for spiller, nok har det bedste hold i rækken. Men det kræver selvfølgelig at vi går på banen i hver kamp og viser det, ellers er målsætningen slet ikke realistisk.

Hvis du ser tilbage på forårssæsonen, er der så nogle punkter, der skal forbedres for at stå endnu stærkere til efteråret?

- Kontinuiteten på holdet skal i hvert fald forbedres markant hvis vi skal opnå noget stort i den kommende sæson, for det hjælper ikke på rytmen i spillet hvis man skal bruge 31 forskellige spillere på 15 kampe. Derudover skal vores kynisme foran mål gerne gennemgå en væsentlig forbedring, da vi på trods af urytmisk spil i mange kampe, stadig var i stand til at producere et hav af chancer, hvilket skulle have givet en hel del flere mål og point.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste