To oprykninger på et år var måske for meget
Interview med Danny Jensen fra BSI.
I ender sæsonen som nummer 8, hvilke ord vil du sætte på jeres sæson overordnet set?
- Selve placeringen ville vi selvfølgelig gerne have gjort bedre, men tabellen lyver ikke, og set over 14 kampe, var vi bare ikke gode nok! Kan sagtens finde de kampe, hvor vi havde fortjent større udbytte, og så havde det selvfølgelig set anderledes ud. To oprykninger på et år, var måske lige i overkanten til, hvad vores trup kunne følge med i, og vi har indkasseret lærepenge i foråret.
Før sæsonen blev skudt i gang, hvad var jeres målsætning så foråret 2024?
- Målsætningen var overlevelse, så set i det lys fejlede vi.
Det er altid let at være bagklog, men hvad ville du hvis muligt, gerne have gjort anderledes og hvorfor?
- Der er en god grund til at forruden er større end bagruden, så vil meget hellere kigge frem end tilbage. Der er sikkert mange ting vi/jeg kunne have gjort anderledes, men vælger hellere at kigge på hvad vi kan forbedre i efteråret. Der var kampe hvor vi bestemt ikke var tilsmilet af heldet eller dommertække for den sags skyld, men sådan kan fodbold jo også være.
Hvordan har niveauet overordnet været i jeres kreds og er du positivt eller negativt overrasket over det?
- Synes niveauet har været ok, og set med de positive briller, har vi været i stand til at spille med i alle kampe.