To comebacks og stort potentiale tænder håbet i Støvring IF
Efter en flot forårssæson i Serie 2 er Støvring IF klar til at tage næste skridt i Serie 1. Cheftræner Dan Fuglsang og hans tropper starter op i uge 31, hvor to træningskampe markerer begyndelsen på efterårssæsonen. De normale træningstider er som altid tirsdag og torsdag.
Opstarten falder dog sammen med sommerferierne – og det mærker man også i Støvring, hvor det høje fremmøde fra foråret næppe gentager sig med det samme.
– I foråret havde vi et flot gennemsnit på omkring 40 spillere til træning, men jeg forventer et lavere antal de første par uger. Jeg tænker, alle serieklubber døjer med at få folk tilbage fra ferie til efterårssæsonen, når DBU så stædigt holder fast i at starte sæsonen allerede i uge 32. Det giver alle en svær start, siger Dan Fuglsang.
Truppen omkring førsteholdet er dog allerede vokset, og konkurrencen bliver næppe mindre, når to profiler gør comeback.
– Vi glæder os til at få Mathias Graversen og Simon Foldager tilbage. Jeg håber, de begge vil gå ind og øge konkurrencen om pladserne yderligere, siger træneren.
Støvring IF leverede en stærk udviklingskurve i foråret – og det momentum skal holdes i live, selvom niveauet i Serie 1 er et hak højere.
– Vi spillede en stærk forårssæson og udviklede os meget fra første træningskamp til sidste spillerunde. Nu skal vi steppe et niveau op og fortsætte udviklingen på alle fronter. Potentialet i truppen er stort – og så skal vi "bare" komme med det rette indstilling og ydmyghed, lyder det fra Dan Fuglsang.