Thisted FC triumferer med sæsonens første sejr: Et vendepunkt i horisonten?
Interview med Frederik Olsen fra Thisted FC efter sejren over Herning Fremad.
Efter sejren over Herning Fremad, hvor I besejrede dem med 2-1 og sikrede sæsonens første tre point, hvordan vurderer du holdets præstation i kampen?
- En rigtig fin præstation over hele linjen, mod et boldspillende rigtig godt hold. Vi spiller en kanon første halvleg, hvor vi kommer til nogle rigtige gode chancer, vi desværre ikke får scoret på. Herefter scorer Herning på en dødbold. Vi får et straffe, kommer tilbage og går til pause med en god fornemmelse. Anden halvleg holder vi Herning på det minimale, scorer et flot mål. Gassen går lidt af ballonen for os, og Herning har rigtig meget spil uden at være farlige. De har en KÆMPE chance i 89, men vi holder stand og vinder fuldt fortjent kampen.
Udover de tre point, hvad betød sejren for holdet? Ser I det som et vendepunkt eller en bekræftelse på jeres evner i denne sæson?
- Vi fik en rigtig god fornemmelse af, hvor meget det kræver at vinde en JS1 kamp. Det handler om de små afgørende momenter i kampen, her er vi mest skarpe og det afgører kampen. Vi er stolte og sultne på mere nu.
Hvordan vil I bruge denne sejr til at opbygge momentum og selvtillid i holdet fremadrettet?
- Det giver et stort rygstød, nu føler vi ligesom vi er med igen og kan sætte nogle gode ting sammen. Det gav meget for moralen.
Hvad var nøglen til sejren, og hvad lykkedes jer i denne kamp, som I vil forsøge at bevare eller forbedre i de kommende kampe?
- Vores energiniveau, specielt i første halvleg, var helt kanon. Vores presspil sad godt og når vi spillede på få touch, kunne vi spille os til et rigeligt antal chancer til også at lave flere mål end vi gjorde. Nu handler det om at få kampen ud af benene og være klar til lørdag, for det kræver mindst lige så stor en præstation, hvis ikke mere.