Thisted FC triumferer i målfest: Thorsen tilfreds med sæsonstarten
Interview med Thomas Thorsen, træner for Thisted FC, efter kampen mod IF Skjold Sæby.
Tillykke med sejren! Hvordan føles d.et at starte sæsonen med en intens 4-3 sejr på udebane mod IF Skjold Sæby?
- Det var go' til drengene. Vi fik langt henad vejen vist det vi ville og skabte en masse gode situationer offensivt.
Hvad synes du om holdets præstation i denne målrige kamp, og hvor synes du, I gjorde det særligt godt?
- Vi kontrollerer kampen - på nær de sidste minutter, hvor vi lidt unødvendigt lukker 2 mål ind. Det er en del vi skal have kigget på. Ellers er vi jo godt tilfredse med både udtryk og spil. Der er stadig nogle elementer som skal sættes bedre sammen, hvis vi virkelig skal gøre os gældende i rækken. Men med udgangspunkt i at det var første turneringskamp, så er vi meget tilfredse.
Som ny træner, hvordan vurderer du jeres indsats i forhold til de forventninger og taktikker, du havde lagt inden kampen?
- Godt. Der er nogle elementer vi får overført direkte fra træningsbanen til kamp - men også ting vi stadig skal have bragt mere i spil. Drengene skal have ros for deres spil på bolden, hvor vi i store dele af kampen spillede over for et meget defensivt minded Sæby hold, men stadig skabte chancer.
Efter denne sejr, hvad vil du fokusere på i træningen for at sikre, at I fortsætter den gode start på sæsonen?
- Vi skal se bedre ud når modstanderen er på bolden. Der kan vi godt mærke, at vi skal bygge lidt mere på relationerne og forbedre især vores presspil.