Thisted FC må ud i playoff trods sejr i sidste kamp
Thisted FC skulle søndag forsøge at jagte håbet om direkte oprykning til jyllandsserie 1. For at vippe Vejgaard væk fra førstepladsen skulle thyboerne sørge for at vinde deres sidste kamp mod LKB/Gistrup, mens Vejgaard skulle smide point mod Aalborg Chang. Thyboerne klarede deres opgave ved at vinde med 2-0, desværre for Thisted FC vandt Vejgaard deres kamp. Dermed skal Thisted FC ud i playoff-kampe om en plads i jyllandsserie 1.
- Der var ingen tvivl om, at vi var det bedste hold. Selvom vi ikke ender med den direkte oprykningsplads, så var det vigtigt at slutte af med en god fornemmelse inden playoff-kampen, siger Thisted-træner Frederik Olsen
I første halvleg var Thisted FC mest spilstyrende, mens hjemmeholdet ikke blev farlige. Gæsterne fik dog heller ikke skabt de helt store chancer, og derfor stod det 0-0 til halvleg.
I anden halvleg foretog thyboerne nogle offensive justeringer, og det gav pote lige fra starten af anden halvleg. I det 50. minut endte et hjørnespark fra Jeppe Dalgaard i panden på Asger Furbo, der headede bolden i mål til 1-0. Efter scoringen var det tung trafik ned mod hjemmeholdets mål, og i det 75. minut blev det 2-0, da Nikolaj Rahbæk afsluttede et kontraangreb. I resten af kampen have Thisted FC chancer for at gøre det til 3-0, men Thisted FC tog til takke med en sejr på 2-0.
- Vi fik vasket nederlaget fra sidste uge mod Vejgaard godt væk, og det var også vigtigt for os, siger Frederik Olsen.
Playoff forude
Hvis Thisted FC skal erobre en plads i jyllandsserie 2, skal de overvinde et endnu ukendt hold i en playoff-kamp. Det var også tilfældet i sidste sæson, hvor thyboerne endte med at tabe til Gug. Ifølge Frederik Olsen så står hans hold godt rustet til den opgave, der venter.
- Uanset hvad så er det nogle gode hold, som vi kommer til at møde. I forhold til sidste sæson så har vi fået bygget på og bevaret stammen, siger Frederik Olsen.