Billede beskrivelse

Thisted FC fik store klø og fortsatte nedturen i serie 2

Serie 2-holdet fra Thisted FC var bagud med fem efter de første 30 minutter af kampen mod Viborg Søndermarken

17. september 2023 kl. 19.53

Pilen peger ikke op for Thisted FC's hold i serie 2. Holdet er isoleret i bunden af rækken med blot tre point, og i de seneste fire kampe er det blevet til fire nederlag. I søndagens kamp på hjemmebane mod topholdet fra Viborg Søndermarken fik thyboerne så endnu et stort hak i selvtilliden. Thyboerne tabte med tenniscifrene 2-6. Særligt i kampens indledning var der dømt total nedsmeltning, og efter 30 minutter af kampen havde gæsterne bragt sig foran med fem mål.

- Vi lavede nogle kæmpe fejl i starten af kampen, hvor vi forærede dem to mål, efterfølgende ramlede det hele så for os, siger spillende træner for Thisted FC Jacob Kjær.

Allerede i det første minut spændte hjemmeholdet gevaldigt ben for sig selv. En kæmpe brøler i egen defensiv gjorde nemlig, at Viborg Søndermarken tog føringen i det første minut. Fire minutter senere var den så gal igen, og endnu en gang førte en Thisted-fejl til mål. Den dårlige start vakte frustrationer hos hjemmeholdet, mens Viborg Søndermarken fortsatte med at boltre sig, og gæsterne fik med scoringer i det 7- 13- og 28. minut bragt sig foran med fem mål. Herfra fik hjemmeholdet så stoppet blødningen en smule, og i det 30. minut fik Jacob Kjær reduceret til 1-5, hvilket også var stillingen til pause. 

I anden halvleg fik Thisted FC stabiliseret deres spil, samtidig med at Viborg Søndermarken gearede ned. Gæsterne fik dog scoret til 1-6 i det 74. minut, og i det 85. minut fik Jonas Lousdal scoret til slutstillingen 2-6.

- Vi er nok lidt ramt på selvtilliden for tiden, og de fejl vi lavede var helt uprovokerede, siger Jacob Kjær, der nu betegner onsdagens kamp på udebane mod Strandby IF Farsø som en sæsondefinerende kamp.

- Taber vi den kamp, så vil jeg sige, at vi ender med at rykke ned, så det er vind eller forsvind for os på onsdag, siger Jacob Kjær.

Thisted FC har fem point til en plads over nedrykningsstregen.

Resultat:

Kamp: Thisted FC – Viborg Søndermarken
Dato: 17. september
Serie & Pulje: Serie 2 Kreds 15
Resultat: 2-6
Målscorer i kampen: Jacob Kjær, Jonas Lousdal 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste