Talentet Christoffer Overgaard kan få sit gennembrud
Interview med Martin Haahr fra Klitmøller IF.
Har I sagt farvel til nogle spillere siden efteråret?
- Vi har mistet et par stykker i forhold til sidste sæson. Jens Bak er flyttet til Fjordsiden i Aalborg, hvilket var forventeligt med bosætning i Aalborg. Han har været en stærk ambassadør for Klitmøller og var en dygtig spiller det år, han nåede til KIF. Vores mangeårige venstreback, Oliver Thinggaard, og unge kantkomet, Sebastian Jensen, er flyttet til Thisted. Oliver har været med i Klitmøller, siden jeg tog over, og han har haft en god udvikling og været en fast bestanddel på førsteholdet. Vennerne trak i Thisted, og Oliver ønskede ny luft. Sebastian kom til os for et år siden efter at være blevet fodboldtræt i Thisted som U17 spiller. Nu kan vi sende ham retur til Thisted med spilleglæde, og han bliver en profil for deres U19 hold.
- En god historie for os, og vi under ham alt den succes, han måtte få. Til sidst har vi mistet Jens Langballe, da vennerne i Hundborg trak. Han har været en kampafgørende spiller for vores Serie 3 hold, men også vist sig på førsteholdet i Serie 2 med 1 kamp og 1 mål - respekt. Vi håber, alle 4 spillere finder glæde i fodbolden stadig, og de er velkommen tilbage i Klitmøller - da alle 4 har været værdsatte spillere.
Er der kommet nogle nye spillere, og har de fundet sig godt til rette i klubben?
- Malthe Aakerblad er kommet til fra Sjørring. En dygtig spiller, som passer godt ind i gruppen og viste sig kampafgørende for Sjørring de seneste sæsoner. Vi har en god plan sammen med Malthe for hans fremtidige udvikling, og vi glæder os til at se ham i den gule trøje. Derudover har vi flere spillere, som ikke spillede sidste sæson pga. skader, der er startet op.
Er der nogle unge spillere i klubben, der står foran deres gennembrud?
- Christoffer Overgaard er et godt bud. Han blev kåret som Årets Talent i klubben i 2024. Vi tror på, at han kan tage skridtet og blive en profil for holdet i 2025.
Hvordan vurderer I jeres hold i forhold til efteråret – er I stærkere, svagere eller på samme niveau?
- Jeg synes, at vi har samme niveau, når vi kigger isoleret set på førsteholdet. Vi er lidt tyndere i bredden end forrige sæson. Derfor er det vigtigt, at de tilbageværende spillere stepper op. For klubben er ambitionen, at første- og andetholdet kan være med i henholdsvis Serie 2 og Serie 3. Så det vil ikke være en succes, hvis førsteholdet rykkede op, og andetholdet rykkede ned.
Hvordan har træningen været indtil videre? Er I kommet godt fra start?
- Træningen har været fornuftig. Folk har bakket godt op og vendt tilbage i fornuftig forfatning. Vi har været forskånet for skader, men haft blandede spillere hver gang til træning på grund af arbejde og sygdom.