"Tak for en god sæson til samtlige modstandere, medspillere og her på Seriesport."
Interview med Aske Kjærup Pedersen fra RKG.
I sluttede sæsonen på udebane mod Brønderslev. Kan du beskrive, hvad slags kamp det blev, især med tanke på, at ingen af jer havde noget at spille for?
- Det blev en ok kamp, til trods for at ingen af holdene havde noget at spille for. Vinden spillede en stor faktor, men ligeledes spillede det også ind, at vi kun var 13 mand afsted og samtidig får 2 skader efter 55-60 minutter. Det tager dog ikke noget fra Brønderslevs præstation, som spiller den bedste 2. halvleg. Vi var klart bedst i første, hvor vi dog ikke scorer mere end 1 mål i vores gode periode. Og som jeg sagde i starten, var vinden en stor faktor for, at det blev en halvleg til hvert hold.
Selvom I tabte 2-1, ser det ud til at være en hæderlig præstation mod Brønderslev. Er du tilfreds med holdets præstation i denne afsluttende kamp?
- Det var skam en hæderlig præstation. Brønderslev lod også et par profiler hvile sig, og de kom ind og gjorde forskellen efter pausen. Ellers er jeg fint tilfreds – dog ville jeg gerne have sluttet på 15 point, bare lige for at pynte på det. Til at være det hold, der rykker ned, synes jeg det er hæderligt, at vi får scoret 23 mål – kan også se, det er 2 mere end Frederikshavn, som lige laver 5 i deres sidste kamp. I øvrigt også stor ros til kampens dommer, der leverede en rigtig fin indsats.
Efter kampen, hvad føler du, I som hold kan tage med jer som læring og erfaring fra denne kamp?
- At man åbenbart ikke skal spille i lange tights under sine shorts. Den unge bødekassemester slår ekstremt hårdt ned på dette! Ellers ikke det store.
Føler du, at I havde muligheder for at få point i kampen, og hvad mener du, kunne have gjort forskellen for jer i denne kamp?
- Ja, det havde vi bestemt. Vi fører 1-0 ved pausen. Vi talte om, at de ikke måtte sparke ude fra – og hvad scorer de på? 2 mål udenfor feltet. Sådan går det nogle gange. Nu venter der gutterne en fortjent vinterferie efter et år, hvor de har været i konstant beredskab rent mentalt – først i kampen for oprykning – så i kampen for overlevelse. Tak for en god sæson til samtlige modstandere, medspillere og her på Seriesport.