Tårnhøje forventninger hos Aalborg KFUM
Interview med cheftræner Tuncay Demirel fra Aalborg KFUM.
Næste lørdag møder I Kristrup B på udebane i Playoff Finalen. Hvad er dine forventninger til kampen?
- Mine forventninger er tårnhøje, særlig efter præstationen mod Brønderslev tæt inde på nethinden og vi glæder os til mødet mod et Jyllandsseriehold.
Hvordan planlægger I at gribe kampen an for at øge jeres chancer for succes?
- Vi kender intet til Kristrup, så vi planlægger blot at lade op til kampen, som mod alle andre modstandere. Ligesom op til Brønderslev kampen, træner vi kun en enkelt gang i ugen op til kampen. Formen kan man jo ikke ændre på en uge og der er vi, hvor vi skal være. Så det handler om lidt restitution og så en let gang træning torsdag.
Tror du på, at I kan skabe en overraskelse og endelig sikre jer en plads i Jyllandsserien efter vinterpausen?
- Vi tror på egne evner og ligger os ikke ned på forhånd. Men vi har selvfølgelig respekt for et Jyllandsseriehold. Jeg udtalte i foråret, at dette KFUM hold bliver rigtig god i 2024, men nu står vi så allerede igen i en playoff kamp, som vi også gjorde i foråret. Så nu håber jeg drengene griber chancen, så de kan spille Jyllandsserie fodbold til foråret.
Har det betydning for jer, at I spiller på udebane, og hvordan påvirker det jeres tilgang til kampen?
- Det har ikke den helt store betydning, selvom jeg har fået fortalt, at Kristrup har et medlevende hjemmepublikum. Så på den front, har de nok en lille fordel, men desto flere tilskuere, desto mere energi kommer der også i vores spillere. Så vi glæder os til kampen.