Billede beskrivelse
Sport

Sydthy Boldklub nægter at dø: Fra 0 til 100 medlemmer

12. marts 2026 kl. 14.16

Sydthy Boldklub har rejst sig fra de døde og kan nu igen tilbyde fodbold for både mænd og kvinder. Medlemmerne strømmer nemlig til en klub, der ellers var ved at tage luften ud af den sidste bold.

- Det hele var faktisk lukket ned, og vi havde opgivet. Men bestyrelsen talte om, hvorvidt vi skulle give det en allersidste chance, fortæller formand i Sydthy Boldklub, Poul Erik Mark.

Seniorfodbolden var uddød. Selv børnefodbolden havde trange kår, da mange gerne ville til Hurup for at spille med sine klassekammerater, fordi den lokale skole var lukket.

Det har været svært at holde liv i foreningslivet i det lille lokalsamfund. Men nu er lidt af en solstrålehistorie ved at folde sig ud i Sydthy.

Først har man over de seneste måneder fået sparket gang i herrefodbolden igen, og nu følger kvinderne trop.

- For to uger siden prøvede vi at starte træning for kvinder, og der mødte 30 kvinder op. Siden har det udviklet sig til, at 42 spillere nu har været til træning, fortæller Poul Erik Mark.

Den flotte opbakning har nu resulteret i to kvindehold i Sydthy Boldklub. En klub, der sidste år stod med præcis 0 medlemmer og udsigt til lukning. Nu med seniorhold for både kvinder og mænd, der tilsammen tæller snart 100 medlemmer.

Det går så godt, at Sydthy Boldklub ligefrem tager på træningslejr i Hornslet ved Århus i slutningen af denne måned.

Nøglerne til boldskabet

Herreholdet i Sydthy Boldklub er genopstået med to Serie 5-hold, og de har også fået ansat en træner. Genrejsningen begyndte med to unge mænd.

- En dag stod der to 19-årige klar i fodboldstøvler. Jeg sagde til dem, at jeg kunne finde en bold, så de kunne øve nogle straffespark.

Bagefter satte Poul Erik og en anden fra bestyrelsen sig sammen med drengene på bænken ved banen, drak en sodavand og fik en snak. Således blev en ny æra indledt.

- Vi talte om, at de skulle se, om de kunne samle nogle flere. Og en uge efter stod der 11 mand. Så de fik en nøgle til boldrummet, og hen over sommeren voksede det til, at der pludseligt var 20 spillere.

I dag er der 43 herrespillere i alt. Nok til to Serie 5-hold. Og nu altså cirka det samme på kvindesiden.

- Vi har været på nogle ryste-sammen-ture for at styrke sammenholdet. Blandt andet kanotur på Storå, bowlingture, nede og se HSV-Dortmund plus et par fester eller tre, fortæller formanden.

Poul Erik Mark erkender, at foreningslivet kan være udfordrende i yderområderne. Men med det voksende medlemstal og en masse frivilligt engagement er Sydthy Boldklub igen blevet et lokalt samlingspunkt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste