Svær pulje venter – men Hjørring AIK Frem tror på sig selv
Interview med Jesper Ladefoged fra Hjørring AIK Frem.
Hvad er jeres primære ambitioner for forårssæsonen – og hvad er realistisk at opnå?
- Vi er i en rigtig svær pulje. Så først og fremmest handler det om at få point på kontoen og være med i den sjove ende, hvilket jeg også ved, vi kan. Så vi går først og fremmest efter at sikre os, vi ikke kan rykke ned, og så må vi se, hvor højt vi kan lægge os. Et realistisk bud er, at vi er et top 4 hold ved enden af sæsonen.
Hvilke hold vurderer I som de største konkurrenter til denne målsætning?
- Jamen alle hold, men med Hirtshals, Brønderslev, Nørhalne, Dronninglund, så er det nok dem, der er favoritter til at ligge i toppen. Asmaa/Hjallerup kender jeg ikke, men med deres resultater de seneste sæsoner er de også med i puljen, så det bliver sjovt at skabe bekendtskab med dem.
Hvilke spillere forventer I bliver nøglen til holdets succes?
- Selvfølgelig har vi nogle spillere, som kommer til at betyde meget for holdets succes, men jeg kan ikke pege en spiller ud. Vi kommer til at arbejde som et hold, og det bliver nøglen for os.
Hvordan ser I på de lokale rivalopgør? Glæder I jer til at møde nogle specielle hold?
- Vores lokalopgør bliver mod Hirtshals, og det er altid nogle fede kampe - så det bliver en sjov udfordring for os, men også for dem. De er i en genopbygningsfase med en masse spændende unge spillere med stort potentiale, så det bliver spændende at se, hvor de står. De har fået en dygtig træner, som kan bygge holdet op igen, men kan love, at de kampe, de får mod os, bliver ikke nemme, for vi har er virkelig stærk trup, som jeg håber, jeg kan skubbe til nye højder.