Billede beskrivelse

Støvring spiller hver kamp som det er en finale

12. oktober 2023 kl. 10.01

Interview med Uffe Agerbo fra Støvring IF.

Hvordan planlægger I at gribe kampen mod IK Rosendal på udebane taktisk og strategisk?

- Vores kendskab til Rosendal er efterhånden ret godt, idet vi har krydset klinger med hinanden flere gange i de seneste sæsoner. Jeg kommer ikke til at løfte sløret for, hvordan vi vil gribe kampen her. Vi skal have et par gode træninger i ugen og så må vi se hvilke 14 spillere der er til rådighed på dagen.

Betragter I kampen som en "let" kamp, eller har I respekt for IK Rosendal og er forberedt på en udfordrende kamp, på trods af forskellen i stillingen?

- Vi har STOR respekt for Rosendal, som virkelig er et velspillende hold. Vi har haft det svært mod Rosendal hver gang vi har mødt dem, så stillingen ligger jeg ikke så meget i. Resultaterne er ikke gået deres vej, de har haft utrolig mange tætte kampe, hvor marginalerne ikke er gået deres vej - vores første opgør er ingen undtagelse(2-1). Jeg forventer at møde et toptændt Rosendal mandskab, som kæmper for overlevelse.

Efter at have vundet 2-1 tidligere på sæsonen mod IK Rosendal, hvad har I lært af den kamp, og hvordan vil I anvende denne viden i den kommende kamp?

- Vi ved at det bliver en vanskelig opgave, hvor det kræver at alle er klar fra første fløjt. Vi har naturligvis set lidt på Rosendals styrker/svagheder og skal handle ud fra det, men vores primære fokus ligger på egne evner. Jeg ved at Dan er rigtig godt forberedt på os som hold, så mon ikke han har et par modtræk klar.

Med det tætte løb mellem de tre tophold, tror du, at kun en sejr vil tælle for jer i bestræbelserne på at sikre oprykning, eller er der også andre resultater, der vil være tilfredsstillende for jer?

- Vi spiller hver kamp som en finale, derfor går vi selvfølgelig efter sejren. Vi havde en målsætning om at etablere os som hold i rækken, det virker realistisk nu. Hvis vi har chancen for at spille med om oprykningen, så griber vi selvfølgelig ud efter den, men vi tager en kamp af gangen og så må vi se hvor langt det rækker.

Kampfakta:

Kamp: IK Rosendal – Støvring IF
Serie & Pulje: Serie 2 Kreds 14
Kamptidspunkt: 14. oktober kl. 13.30

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste