Støvring IFs disciplin sikrede tre point på udebane
Interview med Uffe Agerbo fra Støvring IF efter kampen mod BSI.
Hvordan vil du beskrive jeres præstation på en svær udebane som BSI's?
- Svendeprøven for mange af de unge og uprøvede spillere. Det er altid svært at spille ude mod Bælum, hvor de mange tilskuere er med til at skabe en sjov atmosfære. I oplægget havde vi fokus på nogle områder, som kunne blive udslagsgivende. Disciplin, tempo, boldomgang og tålmodighed var nogle af fokuspunkterne. Jeg synes spillerne var bevidste om netop disse ting og løste opgaven rigtig flot!
Hvad var nøglen til, at I kunne tage de tre point med hjem fra kampen?
- Vi vidste godt at Bælum ville gå til os med deres overlegne fysik, så her gjaldt det for spillerne om at bevare fatningen og være disciplinerede, selvom der i perioder blev spillet hårdt. Vi fik udnyttet vores fart både med og uden bold. Særligt i 1. halvleg synes jeg at vores boldomgang så rigtig fornuftig ud. Allerede i det første minut lykkedes vi med netop dette og kom foran 1-0. Vi går til pause foran 2-0, men kunne godt have scoret yderligere et par mål, men skarpheden manglede foran mål. 2. halvleg kom Bælum bedre med og var hele tiden farlige på dødbolde og gennembrud i deres venstre side. Netop reduceringen til 2-1 faldt efter et hjørnespark, hvor skarpretteren “Messi” smadrede bolden i kassen. Vi får lukket kampen til 3-1 med cirka 10 minutter tilbage.
Hvordan føles det at være med helt fremme i rækken efter sejren?
- Rækken er så tæt og alle slår hinanden på kryds og tværs. Så vi tager stadig en kamp af gangen, så må vi se hvor langt det rækker.
Er der noget, I vil tage med fra kampen mod BSI til de kommende opgør?
- Vi skal arbejde videre med de førnævnte fokuspunkter, der er stadig plads til forbedringer. Men det er klart at, de mange “nye” og unge spillere tager nogle vigtige erfaringer med sig fra sådan et lokalbrag. Det kan de helt sikkert bruge i de kommende kampe.