Støvring IF-træner håber spillerne er topmotiverede og nyder kampen
Interview med Uffe Agerbo fra Støvring IF.
I skal på en langtur og møde Bjerringbro IF på udebane i Playoff. Hvad er dine forventninger til denne kamp?
- Jeg har ikke det store kendskab til mandskabet fra Bjerringbro, men jeg kan se, at det er et yderst målfarligt mandskab, som har scoret imponerende 50 mål i 14 kampe! Jeg håber, at spillerne vil nyde kampen. Altid fedt at skulle spille disse finaler, helt sikkert noget der giver hår på brystet til de unge gutter uanset resultatet.
Hvad betyder det for jer at I skal spille på udebane og har det betydning for jeres spil?
- Det er jo en længere køretur vi skal på, så det kan måske godt betyde lidt ifht. parathed, men jeg tror/håber på, at alle er topmotiverede når først bolden ruller. At vi skal spille på udebane ændrer ikke på vores tilgang til kampen, vi vil koncentrere os om vores eget styrker i spillet og forsøge at få sat vores spillere bedst muligt i scene.
Hvordan vil I forsøge at sikre jer sejren i denne afgørende Playoff-kamp? Samt er der nogle nøglepunkter, som I vil fokusere på for at opnå det ønskede resultat?
- Normalvis plejer vi at være godt indstillede på vores modstander ifht. styrker og svagheder. Denne gang har vi ikke rigtig mulighed for at forberede os på vores modstander, så vi vil i stedet fokusere på egne styrker. Vores modstander er jo i samme båd så det bliver spændende at se hvordan vi står overfor hinanden. Mon ikke vi skal have øvet lidt straffespark i træningsugen, hvis det skulle blive aktuelt.
Kamp: Bjerringbro IF – Støvring IF
Playoff Semifinale
Kamptidspunkt: 4. november kl. 13.00