Stærk trup og stabilitet skal være AASIs nøgle til succes
Interview med Valdemar Greve fra AASI.
Hvad er jeres primære ambitioner for forårssæsonen – og hvad er realistisk at opnå?
- Ambitionerne er store, og vi skal gerne spille med i den sjove del af rækken - men vi må også erkende, at det kræver lidt held med skader og ikke mindst kontinuitet i truppen. Vi har mange gode spillere, og slipper vi igennem sæsonen uden for mange afbud og skader, så føler jeg mig overbevist om, at vi kommer til at klare det godt.
Hvilke hold vurderer I som de største konkurrenter til denne målsætning?
- De sidste par puljer, vi har været i, har været præget af et-to rigtig gode hold, som hurtigt har slået hul til puljen i toppen. Jeg forudser en tættere pulje med mange tætte kampe. Jeg forventer at Klarup, Freja og Nordens kommer til at lægge niveauet, som de eventuelle oprykning-kandidater skal ramme for at kunne rykke op i serie 2 til efteråret - så må vi se, om vi kan blande os!
Hvilke spillere forventer I bliver nøglen til holdets succes?
- Jeg har ikke brug for individer - jeg har brug for en trup, jeg kan stole på, og som gider at komme i form - vi har et godt hold uden svagheder, når folk møder op og er klar - det er nøglen - at holdet møder op, så bliver vi meget svære at spille imod.
Hvordan ser I på de lokale rivalopgør? Glæder I jer til at møde nogle specielle hold?
- Vi havde nogle gode kampe mod KB i efteråret, og dem skal vi jagte revanche imod, men B52 og Nordens er hold, vi har haft mange intense opgør imod i de seneste år, og det forventer jeg ligeledes i denne sæson. Vi glæder os meget til at komme i gang.