Stærk defensiv organisation i Brønderslev-sejr
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Daniel Svane, Brønderslev Idrætsforening.
Efter sejren på 4-1 hjemme over Aabybro, hvordan vurderer I holdets præstation i denne kamp? Hvad mener I, fungerede godt, og hvad var afgørende for at opnå denne sejr?
- Jeg synes egentlig, at vi rider videre på den positive bølge fra Sæby kampen. Vi var forud for kampen forberedt på, at Aabybro ville komme blæsende og sætte vores bagkæde under et stort pres. Derfor var det også en smule overraskende, at de var så passive, især når man tænker på, at de har haft en relativt lang kamppause og det var vores tredje kamp på blot seks dage. Jeg vil dog først og fremmest rose vores defensive organisation, wow for en præstation. Det er så dygtige fodboldspillere, at vi hele tiden kan ligge og veksle mellem at spille bolden ud og være mere direkte når det kræves.
Rolf Toft scorede sæsonens første hattrick i kampen. Hvordan bidrog hans præstation til holdets succes, og hvordan påvirkede det dynamikken på banen?
- Rolf spillede en helt hæderlig kamp og fik også én fortjent stemme efter kampen - Ej, Rolf var naturligvis en afgørende spiller for os. Han er et vigtigt våben i vores opspil, hvor han hele kan beskæftige modstanderens bagkæde og dermed skabe rum for vores andre offensive spillere.
I fik tildelt 2 straffespark i kampen. Hvordan vurderer I retfærdigheden af disse straffespark, og hvordan formåede I at udnytte disse muligheder til jeres fordel?
- Jeg synes ikke, det vil være fair over for nogen, hvis jeg skal vurdere retfærdigheden af de straffespark, der blev dømt. Derfor har jeg lavet en lille kavalkade af fire straffespark situationer fra vores første tre kampe. Så kan man selv danne sig et indtryk.
Hvad betyder sæsonens første sejr for holdets moral og selvtillid? Hvordan vil I bruge denne sejr som en platform for at fortsætte jeres udvikling og arbejde på at opnå flere positive resultater i de kommende kampe?
- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det var en vigtig sejr for hele holdet. Vi har tørstet efter en sejr - og at vi så kan gøre det mod de store oprykningsfavoritter fra Aabybro, gør ikke sejren mindre sød. Jeg føler, at vi har fundet en opskrift, som kan sikre os endnu en sæson i serie 1. Den opskrift skal vi have forfinet, så vi er modstandsdygtige mod alle hold i rækken. Men vi har et solidt fundament og vil glæder os til næste kamp.