Spotlight på Serie 2 – fra første fløjt til sidste spark i august
Sæsonen er for alvor skudt i gang, og det er nu, vi kan begynde at se de første tendenser i de nordjyske serierækker. I Serie 2 er dramaet allerede i fuld gang. Fra oprykkere, der kæmper for at finde fodfæste, til favoritter, der skal indfri forventningerne. Jeg, Anders, tager dig med på en rundtur gennem de mest iøjnefaldende historier fra sæsonstarten i Serie 2.
Serie 2 Kreds 12: Onkel Allan brager derudad
I Serie 2 Kreds 12 har Allan Kjeldsen overtaget Asaa/Hjallerup, og man må bare sige, at de brager derudad. Det er blandt andet nu med en skadesfri Troels Risager, der allerede har scoret syv mål. Senest vandt de over Flauenskjold IF, hvor Onkel Allans hold besejrede nevøens, Christians, hold med hele 5-0. Mon ikke Christian allerede glæder sig til den 7. oktober, når der er revancheopgør mellem de to hold.
Selvom Asaa/Hjallerup er startet som lyn og torden, skal de dog ikke føle sig 100% sikre på førstepladsen, for det virker som om, at Jesper Ladefoged har fået lagt et niveau på spillet i Hjørring AIK Frem, og de ligner et hold, der i efteråret gerne vil blande sig i den sjove ende af tabellen. Jeg forventer, at det bliver meget tæt i kredsen, og at få point kan komme til at skille nummer tre og nummer syv. Her bliver det blandt andet interessant at følge, hvordan nedrykkerne fra SHI og SEIF kommer igennem september måned efter en svær start på sæsonen med begge 7 point for 5 kampe. Samt kan Dronninglund fortsætte de positive takter fra foråret, hvor de sluttede med 21 point? De har allerede hentet de første 9 nu.
Serie 2 Kreds 13: Topplaceringer på spil
I Serie 2 Kreds 13 har NUBI været efterårets helt store overraskelse, og holdet er godt hjulpet på vej af Mathias Blankensteiner, der på nuværende tidspunkt har fået netmaskerne til at blafre seks gange.
Lige i hælene på dem er Jesper Høghs tropper fra Aalborg KFUM, og selvom NUBI på nuværende tidspunkt topper rækken, kunne jeg godt forestille mig, at når vi når slutningen af september måned, så har vi fået skiftet ud i toppen af rækken.
Jeg tror det bliver tæt i toppen, da både RKG og Hals FS også har lagt godt fra land. Og så må man håbe, at vinderen af prisen Forårets træner 2025, Martin Østerbæk for Nørresundby fB, får gang i holdet, der efter tre sæsoner i træk med en tredjeplads pt. ligger sidst i kredsen.
Serie 2 Kreds 14: Succes i Terndrup
I Serie 2 Kreds 14 er der glæde i Terndrup. Oprykkerne har fået en forrygende start på sæsonen og topper pt. rækken. Spørgsmålet er, om Jesper Sudergaard kan føre holdet til endnu en oprykning eller ej? For der er ingen tvivl om, at de har gang i noget godt nede i Terndrup - respekt for det.
Jeg tror også, at Aalborg Freja kommer til at blande sig oppe i toppen af kredsen, og jeg tænker også, at den dygtige træner Steen Holme får bragt hans SGIF-mandskab med i den sjove ende af tabellen. Personligt er jeg også spændt på at følge Sønderup/Suldrup IK, der nu i to sæsoner i træk har klaret frisag for nedrykning. Jeg føler mig overbevist om, at Brian formår at få holdet til at præstere i efterårssæsonen. Det bliver tæt i bunden af rækken, hvor hold som Hornum IF, Farsø/Ullits IK og FK Fjordsiden for øjeblikket befinder sig.
Serie 2 Kreds 15: Oprykning på spil for nye trænere
I Serie 2 Kreds 15 er der kommet nye tider i Klitmøller IF. Den mangeårige træner Martin Haahr er stoppet, og det har ikke været let for Rasmus at overtage holdet, da flere profiler også er flyttet. Pt. ligger Klitmøller IF i bunden helt uden point. Hvordan får Rasmus og resten af holdet vendt bøtten? I den modsatte ende af tabellen ligger Sjørring. De har også fået en ny træner i Claus Christensen, og han har fået en regulær drømmestart med 15 point ud af 15 mulige. En medvirkende faktor til denne drømmestart er den tidligere Klitmøller IF-profil Kasper Skak, der startede med at score hattrick i sin første kamp. Han har allerede scoret hele otte mål.
Ny træner har KHIF også fået, og det er Thomas Thorsen, og selvom det ikke er med maksimumpoint, har han fået en flot start på sæsonen. For mig at se kunne det sagtens blive en kamp mellem Sjørring, KHIF og Lemvig GF som joker, hvor oprykningen skal afgøres.