Soffy Road bliver flammer og fight – Freja vil slås for logoet
Interview med Simon Gasberg fra Aalborg Freja før kampen mod Vejgaard
Hvordan vil I gribe kampen an for at komme tilbage på pointtavlen?
- Vi har nogle få justeringer i forhold til seneste kamp, men ellers har vi i det sidste lange stykke tid haft et godt tag på Vejgaard og er på en måde blevet deres onde ånd. Det ser jeg på ingen måde grund til at lave om på lørdag. Så vi skal komme ud med fuld ild, fart i benene og viljen til at ville slås for logoet – det skal lyse ud af alle 14 mand, der kommer til Soffy Road.
Hvad bliver vigtigt for jer, hvis I skal slå Vejgaard på deres hjemmebane?
- Kvalitet i felterne – scorer vi på vores chancer, så skal vi nok vinde kampen.
Hvem ser du som favorit til opgøret, og hvorfor?
- Vejgaard kommer med en god form, det anerkender vi gerne. Men tager man vores interne historik og det faktum, at det er et lokalopgør, hvor man ikke må tabe, så giver jeg os selv en 51/49-rolle her.
Efter to nederlag i træk – hvad skal der til for at få vendt bøtten?
- Vi skal ud og krige, slås for hinanden og logoet – derfra skal spillet nok komme, fordi vi kender vores system så godt, og vi ved, det kan gøre ondt på alle hold i denne pulje.