Søren Selvejer og Kasper Vinther bliver vigtige for Biersted
Interview med Jens-Kristian Sørensen fra Biersted.
Hvad er jeres primære ambitioner for forårssæsonen – og hvad er realistisk at opnå?
- Som oprykker er vores primære mål at sikre os overlevelse. Dernæst vil vi gerne etablere os som et stabilt hold i rækken, som kan spille op med og tage point fra alle hold. Hvis vi spiller op til vores bedste, så er det bestemt realistisk, at vi overlever og sikrer os endnu en sæson i rækken.
Hvilke hold vurderer I som de største konkurrenter til denne målsætning?
- Det er svært at spå om på nuværende tidspunkt. Efter 3-4 runder begynder vi nok at se nogle tendenser og kan få et billede af hvem, der kommer til at kæmpe i bund og top.
Hvilke spillere forventer I bliver nøglen til holdets succes?
- Der er forhåbentlig mange spillere, der kommer til at gøre det rigtig godt i foråret. Vi har en god blanding af unge dygtige spillere og mere erfarne spillere, som har været en del af holdet længe. Sæsonens spiller fra efteråret, Søren Selvejer, håber vi naturligvis, at vi kan få lige så stor glæde af igen her i foråret. Sidste forår var det Kasper Vinther, der var nomineret til årets spiller, og han har i mange år været en vigtig spiller for Biersted IF. Sammenkrydret med nogle unge drenge, der bliver bedre og bedre, ser det spændende ud her i foråret.
Hvordan ser I på de lokale rivalopgør? Glæder I jer til at møde nogle specielle hold?
- Vi ser rigtig meget frem til lokalopgørene mod Nørhalne. Vi ved, at der kommer mange tilskuere til begge opgør, og det plejer at være nogle intense og seværdige opgør, vi spiller mod dem.