Billede beskrivelse

Skuffet over resultatet men ikke over præstationen

13. september 2023 kl. 15.00

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Kristian Skriver fra Aars IK.

Hvordan vurderer du holdets indsats i kampen mod Løgstør IF? Er du skuffet over jeres præstation?

- Jeg er skuffet over resultatet, ikke præstationen. Vi startede kampen godt, følte os i kontrol, havde en føring og så fik de et straffespark lige inden pausen. I 2. halvleg blev vi straffet på omstillinger efter opspilsfejl, og det tager jeg på min kappe, da vi har fokuseret på at blive bedre til at spille os op igennem banen - bl.a. fordi vi gerne vil være et bedre spillende hold, men også fordi at vi ikke har en 2 meter høj angriber, som vi risikofrit kan serve boldene op på. Det er nogle dyre lærepenge pt., og vi skal blive bedre til at variere det korte med det mere direkte spil. Jeg håber ikke at de par skader vi fik i går, er alvorlige. For et år siden fik vi to korsbåndsskader i Løgstør, så hverken på resultattavlen eller på skadestuen er det et favoritsted for os at komme.

Kan du beskrive, hvordan det føltes at score det første mål i kampen og give holdet en drømmestart?

- Det var en god start og et mål taget ud af træningsbanen. Men altså vi er kommet foran i fem ud af syv kampe, så vi skal blive bedre til at snøre sækken, og følelsen havde været bedre, hvis vi var kommet foran med to i vores gode 1. halvleg.

Med kun 2 point efter 7 kampe, er du overrasket over holdets præstationer hidtil i sæsonen? Hvad tror du der er årsagen til den svære start?

- Præstationerne har overordnet set været gode. Vi har som nævnt haft et fokus på at blive bedre på bolden, og vi vil hellere spille på en udviklende måde og risikere og rykke ned end at spille antifodbold, overleve og risikere nedrykning i foråret uden at have udviklet vores spillestil. Dvs. at målsætning nr. 1 hele tiden har været, at vi står som et bedre fodboldhold efter denne halvsæson end inden. Når det er sagt, så havde jeg håbet, at vi i højere grad havde kunne bibeholde vores solide defensive organisation, som vi fik implementeret i foråret, samtidig med, at vi har fokus på de andre ting. Vi har selv anbragt vores røv i klaskehøjde med vores gode forår, og alternativet havde været en mellemsæson i serie 1 - nu er vi i Jyllandsserien, og vi skal fortsætte med mange af de samme ting, men vi skal også have noget vindermentalitet frem, så vi kan få nogle flere point, for den simple og unuancerede konklusion for omverdenen, der ikke har set vores kampe, er at vi ikke har været gode nok. Derudover kan det godt være at tabet af Maxwell til Hobro og langtidsskadende Nikolaj Brokholm har større betydning end håbet.

Hvad skal holdet fokusere på og arbejde med for at forbedre jer og få flere point i de kommende kampe?

- Vi laver ikke noget om. Vi er triste over at tabe fodboldkampe, men der er god stemning i seniorgruppen, og vi har konstruktive og positive dialoger om, hvordan vi skal gøre tingene. Det er udviklende, også for mig som træner, at være inde i sådan en periode. Men det må ikke blive en vane.

Resultat:

Kamp: Løgstør IF – Aars IK
Dato: 11. september
Serie & Pulje: Jyllandsserien 2 Kreds 3
Resultat: 4-1

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste