Billede beskrivelse

Skuffelse over stort nederlag mod Sønderup/Suldrup

05. september 2024 kl. 16.01

Interview med Jesper Høgh fra Gug efter kampen mod Sønderup/Suldrup

Er du overrasket over, at I tabte så stort med 3-0, efter at have haft tætte opgør mod Sønderup/Suldrup i foråret?

- Ja, meget! Men vi sidder simpelthen ikke tæt nok i tacklingerne. Selvom deres 9'er var stærk og dygtig, skal han ikke kunne få så meget plads de første 20 minutter. Vi spiller med to stoppere mod en 9'er, så det er simpelthen ikke godt nok. Vi havde flere chancer i første halvleg, som kunne have været konverteret til mål, men de havde tur i den med 3 mål på 4 skud på mål. I første halvleg har vi flere gode muligheder og burde også have været med i kampen. Deres træner informerede mig kort før kampstart om, at vi havde to ulovlige spillere med, som var rykket ned fra vores JS-hold. Vi havde rokeret rundt på nogle spillere for at give mere spilletid til alle spillerne, men jeg havde ikke fået tjekket godt nok op på reglerne i forhold til, at mandag til torsdag er individuelle spilledage. Og vores JS spiller onsdag, så de to spillere var ikke spilleberettigede. Mega ærgerligt, men de regler omkring op- og nedrykning er noget kringlede, synes jeg. Så vi må tage to af vores bedste spillere ud af startopstillingen 2 minutter før tid og kalde en ind, som kom til anden halvleg. Så det var mega ærgerligt, at jeg lavede den fejl, fordi vi havde en god chance for point mod Suldrup, og vi havde også meget godt spil, men det er desværre meget stolpe ud for os for tiden. Men det kendetegner et bundhold.

Selvom I har tabt sæsonens første fem kampe, hvilke positive ting har I alligevel kunnet tage med jer fra disse, som giver tro på, at der snart kommer point på kontoen?

- Vi har en fantastisk gruppe og nogle spillere, som virkelig gerne vil træne meget og prioritere kampe i weekenden. Så det er et spørgsmål om, hvornår vi får lidt mere tur i den.

Hvordan vurderer du holdets præstation og udvikling på trods af de manglende resultater?

- Vi udvikler os godt i vores aftaler taktisk med og uden bold. Vi skal bare have vores intensitet og tacklinger op på Serie 2-niveau, fordi det er tydeligt, vi ikke er det endnu. Der er så mange gode ting i vores spil, og vi har nogle dygtige spillere, så jeg tror på, at der ligger mange point i 2024 til os!

Kampfakta:

Kamp: Sønderup/Suldrup - Gug
Serie & Pulje: Serie 2 Kreds 14
Resultat: 3-0

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste