Sjørring forlængede Thisteds pointtørke
Thisted FC ligner efterhånden en stensikker nedrykker, mens Sjørring holder sig til i kampen om andenpladsen
Sjørring har været inde i en svær periode, hvor holdet inden søndagens kamp på udebane mod Thisted havde hentet tre point i fire kampe i serie 2. Den formsvaghed var dog intet sammenlignet med Thisted FC. Thisted FC har nemlig blot hentet tre point i hele sæsonen, og thyboerne ligner da også efterhånden en sikker nedrykker. I søndagens opgør mellem de to mandskaber var der ikke meget sprudlende spil. På dagen havde Sjørring dog den ekstra kvalitet, og gæsterne tog en sejr på 2-1. Dermed er Sjørring fortsat med i kampen om andenpladsen, mens Thisted FC stadig agerer agterlanterne i bunden af rækken.
- Spillet var ikke rigtig en serie 2-kamp værdigt. Vi spillede ikke en god kamp, og til tider var det ligesom en begravelse, for vi manglede kommunikation på banen, men vi fik sluttet kampen godt af og er selvfølgelig glade for de tre point, siger Sjørring-træner Ole Nielsen. I Thisted-lejren ærgrer de sig over, at nedturen fortsætter.
- Det var en mærkelig kamp, hvor jeg egentlig synes, at vi spillede lige op med dem. Det er dog lidt typisk for vores sæson, at vi ikke får point, siger spillende træner for Thisted FC Jacob Kjær.
I første halvleg ramte ingen af holdende niveau, og der var ikke mange chancer i første halvleg. I det 43. minut fik Sjørrings offensive profil Haval Omar så tilkæmpet sig et straffespark, som Robin Wentoff fik scoret på.
Fra starten af anden halvleg havde ingen af holdende succes med at sætte sit aftryk på kampen. I det 59. minut fik Jacob Kjær dog udlignet til 1-1, og det lignede, at opgøret ville ende ud i en pointdeling. Selvom der ikke havde været meget kvalitet over de to mandskabers spil i kampen, så fik Haval Omar leveret en fornem scoring i det 74. minut. En lang bold blev slået op mod hjemmeholdets felt, og med et flot dirigeret hovedstød fik Haval Omar bragt Sjørring foran med 2-1, hvilket også blev kampens slutresultat.
- Da vi scorede til 1-1 tænkte jeg, at det nok også ville ende sådan, men meget symptomatisk for vores sæson, så fik vi ikke point, siger Jacob Kjær.
I Sjørring-lejren glæder de sig over de tre point, og så tillader de sig også at kigge lidt opad i tabellen.
- Vores mål er jo overlevelse, og det er meget tæt på nu. Vi har også kun to point op til andenpladsen, så selvfølgelig skal vi kigge opad, siger Ole Nielsen.