Simon Gade: Stemningen er god før premiere
Interview med Simon Gade fra Hornbæk SF før kampen mod Vejgaard B.
I åbner sæsonen med en hjemmekamp mod Vejgaard B. Hvordan har du og holdet forberedt jer til denne første kamp, og hvad bliver jeres tilgang til opgaven?
- Vi har selvfølgelig trænet, men som mange andre hold har vi været ramt af ferie, Smukfest og skader fra sidste sæson. Drengene kunne godt stå skarpere, men vi går som altid på banen for at vinde.
Hvordan ser du på Vejgaard B som modstander, og vurderer du, at Hornbæk SF har en fordel som hjemmehold? Hvilke styrker og svagheder har du identificeret hos dem?
- Jeg kender ikke så meget til dem, må jeg indrømme. De er nedrykkere og andethold, så jeg har en forventning om, at det er et stærkt hold og sandsynligvis også én af de stærkeste kandidater til at spille med om oprykning. Jeg forventer, at vi skal møde et løbestærkt og dygtigt hold, spm vil forsøge at sætte os under pres fra start.
Hvilke taktiske tiltag og strategier har du planlagt for at maksimere jeres chancer for succes i denne kamp?
- Taktikken holder jeg for mig selv, men vi har som altid kigget på det, vi har til rådighed + en række andre ting. Ud fra det lægger vi den taktik, som vi tror, kan give os et brugbart resultat.
Hvordan er stemningen og motivationen i truppen før sæsonpremieren, og hvilke forventninger har du til dine spillere i forhold til deres indsats og præstation på banen?
- Stemningen er god. Vi har holdt ferie og er nu klar til at komme i gang igen. Jeg forventer altid, at spillerne gør det bedste, de kan, på dagen, og at vi står sammen som hold.