Seks nederlag i træk – og så knækkede Biersted rækkens førerhold
Interview med Jens-Kristian Sørensen fra Biersted efter kampen mod Hirtshals
Hvad betyder sejren over rækkens tophold for jer – ud over tre livsvigtige point?
- Det vigtigste er selvfølgelig de tre point, som vi virkelig havde hungret efter. Dernæst er vi glade for måden, det skete på. Vi spiller en super kamp, hvor vi kommer til en del chancer, er aggressive og gode i duellerne og tager de hårde løb for hinanden.
Hvordan oplevede du holdets præstation i en kamp, hvor I leverede et ægte statement?
- Vi viste i sidste hjemmekamp mod Brønderslev, at vi er svære at spille mod på eget græs, så selvom vi kom med 6 nederlag i træk, så gik vi ind til kampen med troen på, at det godt kunne lade sig gøre at få et godt resultat mod rækkens tophold. Vi spillede noget af det bedste, vi har gjort hele sæsonen, selvom vi i perioder overlod for meget spil til Hirtshals. Dog havde vi forholdsvis godt styr på dem, og selvom de havde bolden meget, var det os, der havde de bedste chancer i kampen.
Hvad gjorde I anderledes denne gang i forhold til 6-0-nederlaget i det første opgør?
- Vi var mere kyniske i begge ender. Da vi mødte dem oppe i Hirtshals, gav vi dem 2-3 mål på dumme fejl, og samtidig misbrugte vi 2-3 gode chancer i den anden ende, så det er nok en af de største forskelle på de to opgør.
Hvordan påvirker sådan en skalp troen på, at I kan klare jer fri af nedrykningsdramaet?
- Det er klart, det giver en tro på tingene. Nu har vi en hjemmekamp igen på lørdag mod et af topholdene, så det handler om at få leveret en kamp på samme niveau og med samme energi.