Sejr giver tro på egne evner
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med cheftræner Peter "Joe" Thorgaard Nielsen fra Skørping IF Frem.
Hvordan vil I beskrive jeres præstation i kampen mod Øster Hornum?
- Jeg er ikke 100 procent tilfreds med vores egen præstation, men er 100 procent tilfreds med de 3 point. Vi var indstillet på at møde et stærkt fysisk hold fra Øster Hornum, og kampbilledet viste også, at Øster Hornum forsøgte at dræbe kampen med deres fysik og hårde spil. Der blev givet og taget, og kampen havde 2 udvisninger og 3 gule kort, så det viser måske lidt om tændingen i kampen. Vi formåede desværre ikke at spille vores sædvanlige hurtige spil, og spille klogt uden om vores modstandere som vi gerne ville. Som sidste kamp mod Mou, kunne vi dog igen lukke kampen i de sidste 10 minutter, og det giver os en tro på, at vi trods alt står et godt sted i forhold til vores modstandere og kommende kampe i Serie 3.
Hvordan har I formået at opnå så stor succes som oprykkere i Serie 3 og score hele 9 mål på blot to kampe?
- Vi har egentlig bare fortsat hvor vi slap efter foråret i Serie 4. Dette krydret med lidt tilgang på nogle centrale pladser har været med til at styrke vores hold.
Hvad har været nøglen til jeres sejre indtil videre i sæsonen, og hvordan vil I opretholde jeres gode form?
- Tro på egne evner, viljen til at gå den ekstra meter og vores hurtige spillere der matcher niveauet i Serie 3. Der er stort fremmøde til vores træninger, så dette er også med til at fastholde formkurven.
Hvilke mål har I for sæsonen, og på hvilken måde vil I fortsætte med at imponere i jeres kommende kampe?
- Vores mål er fortsat at stabilisere os i Serie 3, og meget gerne undgå nedrykningskampen i bunden af puljen. Vi klør på i de kommende kampe med vores sædvanlige tilgang til spillet på banen.