Sebastian Andersen hylder holdets outstanding præstation
Interview med Sebastian Andersen fra Klitmøller IF efter kampen mod Vinderup
Hvordan vil du beskrive jeres præstation i sejren på 3-1 over Vinderup?
- Jeg syntes at det hele holdet leverede på dagen var outstanding, alle 14 mand fuldførte deres opgave til UG. At vi ender med at overlade meget af initiativet til Vinderup, når vi fører 3-0, det ser jeg lidt gennem fingrene med. Vi møder et stærkt hold som var fulde af selvtillid, med god grund vel og mærke, for de har spillet en god sæson. Sejren skal også ses som en gestus til Vorupør, som vi skyldte en tjeneste.
Hvilke elementer af jeres spil fungerede bedst i kampen?
- Vi havde meget fokus på vores høje og tidlige presspil, hvor deres 4 bagerste ikke måtte få ro til at finde de gode afleveringer. Den del lykkedes vi rigtigt godt med, og vi får fremprovokoret en del fejl fra deres side af, og vi får sågar et mål ud af det.
Hvad betyder sejren for holdets selvtillid fremadskuende?
- Den betyder rigtigt meget, at vi som oprykker nu står i en situation hvor nedrykning ikke er muligt, og at vi i teorien stadig kan nå at rykke op, det faktum betyder meget på selvtillidskontoen, det er der ingen tvivl om. Det betyder også meget den kæmpe opbakning der er fra lægterne, og der gælder både på hjemmebane og på udebane.
Hvordan ser du frem til kampen mod Nordvestmors BK, og hvilke tanker gør du dig?
- Jeg ser personligt meget frem til denne kamp som morsingbo, da det er et hold jeg kender særdeles godt. De ligger til nedrykning og er derfor tvunget til at få point, vi kan spille mere frit og eksperimentere mere i kampen, der skal dog ikke være tvivl om at vi tager til Øster Jølby for at hive 3 point med hjem, og samtidigt sikre os 3 pladsen. Og så håber jeg også at kunne lukke munden på deres træner, Johnny Vestergaard som har til vane at ævle og kævle konstant.