Billede beskrivelse

Sammenhold og ungdomskraft bar Støvring gennem en flot sæson

14. juli 2025 kl. 12.02

Interview med Casper Henriksen fra Støvring IF.

Hos Støvring IF har sæsonen budt på stærke præstationer i begge ender af banen – og især kollektivet har sat sit præg på et hold, der kun lukkede 11 mål ind i 14 kampe og samtidig leverede offensivt i topklasse.

– Holdet som helhed har spillet noget virkelig god fodbold og samtidigt kun lukket 11 mål ind i 14 kampe. Det er virkelig klasse, lyder det fra Casper Henriksen.

Men selv i et stærkt kollektiv er der plads til at fremhæve enkelte spillere.

– Malthe kan få et lille shoutout som topscorer i rækken med 13 mål, og så har et par af de unge knejter, vi har hevet op fra U19, virkelig vist sig flot frem. Det lover godt for fremtiden.

Samtidig peger Casper Henriksen på noget, der ikke kan måles i mål eller point – nemlig stemningen i truppen.

– Den har været klasse, intet mindre. Og det er uden tvivl medvirkende til, at sæsonen er gået så godt. Når man trives sammen, smitter det af på hele spillet.

Sommerpausen er allerede i gang – og selvom der er sendt træningsprogrammer ud, er det endnu uvist, hvor mange der hopper med på vognen.

– Coach har fået lavet nogle træningsprogrammer til knejterne, men lad os se, hvor mange som han får med på den bølge, griner han.

Henriksen peger desuden på, at pausen som altid er lidt for kort.

– Sommerpausen er meget kort, selvom man vel sagtens kunne skubbe turneringen et par uger i den anden ende. Men sådan er det jo.

Efter en flot sæson og med stærkt fundament i både spil og sammenhold, går Støvring-spillerne nu på ferie – med udsigt til mere bold lige om hjørnet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste