Billede beskrivelse

Sammenhold og overlevelse

14. november 2023 kl. 06.01

Interview med Mike Hermansen fra Hornum IF.

Efter efterårssæsonen afsluttede I som nummer 5. Føler du, at denne placering afspejler jeres præstationer på banen?

- Ja det gjorde den vel ret beset. Igen en utrolig stærk Serie 2 pulje, hvor alle hold på dagen kunne tage point fra hinanden.

Opfyldte efterårssæsonen jeres målsætninger og dine personlige forventninger? Er der områder, hvor I kunne have gjort tingene anderledes?

- Ja, både og. Jeg synes, at vi har været mere stabile i forhold til vores bundniveau, hvilket også afspejler sig i, at vi har tabt færre kampe, end vi gjorde i forårssæsonen. Omvendt har vi vundet færre kampe, hvilket gjorde at vi skulle helt hen til sidste spillerunde for at sikre egen overlevelse. Især vores kampe mod B52 vil jeg se tilbage på, som nogle kampe vi skal blive klogere af fremadrettet. Der vil altid være ting, som man kunne have gjort anderledes, men overordnet set er jeg tilfreds med sæsonen og håber og tror på, at vi kan bygge et lag mere på fremadrettet.

Hvis du skulle beskrive jeres efterårssæson med tre ord, hvilke tre ord ville du vælge, og hvorfor synes du, at de bedst beskriver sæsonen?

- Tætte kampe, sammenhold og overlevelse. Tætte kampe, fordi vi har spillet mange tætte og spændende opgør i sæsonen. Sammenhold fordi gutterne står sammen og særligt har været stærke i modgang sæsonen igennem, hvor man ikke slår op i banen, uanset hvor svære tingene måtte se ud. Overlevelse, fordi vi grundet vores mange uafgjorte kom til at ligge i suppedasen og fortjent reddede os i sidste spillerunde med en god præstation på hjemmebane.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste