Sådan vendte Asaa/Hjallerup kampen efter et tidligt chok
Interview med Nikolai Juul fra Asaa/Hjallerup efter kampen mod Hjørring AIK Frem
Hvordan oplevede du kampen, hvor I fuldstændig kørte gæsterne over og vandt med hele 8-1?
- Det er første gang i år, at vi leverer 90 stærke minutter. Alligevel står jeg med en lille øv-følelse efter kampen, for jeg ved, hvor dygtig en trup jeg har, og jeg føler ikke, at vi har fået det maksimale udbytte pointmæssigt. Der er ingen tvivl om, at vi spiller god fodbold, men som jeg også sagde i sidste uge – det er ikke nok, når sæsonen skal gøres op på lørdag.
Hvad var det, der fungerede så godt for jer – både offensivt og i presset mod bolden?
- Det er nemt at sige på bagkant, men vi spiller som vi altid gør. Forskellen er, at vi leverer over 90 minutter.
Følte du allerede tidligt i kampen, at I havde tingene fuldstændig under kontrol?
- På ingen måde. Det, vi frygtede allermest, skete – vi kom bagud. Jeg ved, hvor stærke AIK er, når de først er foran, og det var netop et af hovedpunkterne inden kampen: det hold, der kommer foran, vinder formentlig. Derfor kan jeg kun rose mine spillere for den reaktion, de leverer efter at være kommet bagud. Og 8-1 var ikke ét mål for lidt.
Hvordan var stemningen i truppen efter sådan en magtdemonstration på hjemmebane?
- Den sad lige i skabet. Begge hold spillede hjemme, og der var bødekassefest samme dag. Efter to sejre til både Serie 2 og Serie 4, blev der ikke sparet på noget resten af dagen.