Sådan forbereder Dronninglund sig til den kommende sæson
Interview med Jan Bisgaard fra Dronninglund.
Modstander: Biersted S2
Resultat: 1-0
(Rasmus Kyed), 2-0 (Sebastian Aaen)
Hvordan vil du evaluere jeres præstation med henblik på forberedelsen til forårssæsonen?
- Vi spillede ikke vores bedste kamp i weekenden, men vi endte alligevel med at gå fra banen som sejrsherrer. Dog var det også på en lidt billig baggrund, da Biersted havde rigtig mange afbud op til dagens kamp, men de ydede god modstand på dagen. Vi fik øvet os i at spille mod et forsvar, der stod meget defensivt, så det var en god øvelse for os. Første halvleg var for dårlig fra vores side med langsom boldomgang og for stillestående spillere. I pausen fik vi rettet til og skabte også chancer til at score 4-5 mål mere end vi gjorde. Så der er noget skarphed, vi skal have trænet inden det går løs om 14 dage mod samme modstander, som givetvis møder os i en anden forfatning.
Var der nogle bestemte områder eller aspekter af spillet, som du følte, at I havde forbedret jer på siden sidste kamp?
- Som nævnt skal vi arbejde på vores skarphed, når vi får chancerne. Hvis vi skal have 6-7 chancer, inden vi scorer et mål, så kommer vi ikke til at lave mange mål i sæsonen, så det skal vi justere. Desuden skal vi øge vores boldtempo endnu mere end sidste kamp.
Cirka 10-14 dage før sæsonstart, er der stadig nogle specifikke udfordringer eller områder, som I skal arbejde på?
- Lige nu handler det om at få spillerne skarpe og i god form inden sæsonstarten om 14 dage. Den sidste periode inden sæsonstart handler om en masse fodbold på mindre områder, så vi kan komme op i et spillemæssigt højt gear. Jeg er sikker på, at vi nok skal være klar, når det går løs.
Hvad var det vigtigste, I tog med jer fra kampen, og hvorfor vælger du at pege på det?
- Jeg synes, vi kontrollerede kampen fra start til slut, og det er positivt. Vi tillod ikke modstanderne at få chancer, og vores forsvar så stabilt og sikkert ud. Derudover fik vi endnu flere kilometer i benene, og det kan være afgørende, især i de første kampe, at vi har ekstra kræfter til den sidste del af kampene.