"Så der er meget mere på spil end de 3 point"
Interview med Simon Gasberg, Aalborg Freja.
I møder Gug i den sidste spillerunde, og de kæmper for at sikre en 7. plads og overlevelse. Hvordan vil I tackle deres ekstra motivation for at få 3 point?
- I og med vi stadigvæk er i spil til at få point med over i foråret, så er det en lige så vigtig kamp for os. Samtidigt er det et lokalopgør, og dem har man aldrig lyst til at tabe. Så der er meget mere på spil end de 3 point.
Hvordan påvirker Gugs situation jeres forberedelse til kampen? Har I specifikke strategier for at håndtere deres kamp for overlevelse?
- Den påvirker os ikke, vi har fuldstændig samme udgangspunkt til kampen som havde det været en direkte duel om overlevelse eller oprykning for den sags skyld. Vi skal ud og angribe, gør det vi er gode til og gøre så ondt på vores modstander som muligt.
Hvor vigtigt er det for jer at få 3 point i den sidste spillerunde? Vil I tage en mere forsigtig tilgang for at undgå at afgive point?
- Det er vigtigt i bestræbelserne på at få point med over til foråret for vores del, så på den måde er kampen utrolig vigtig. Man kan se hvor tæt rækken er i år, og med en formodning om at det bliver tilfældet i foråret også, så tæller hvert et point.
Hvad vil I bruge kampen til, nu hvor I allerede har sikret en plads i JS1? Er der specifikke områder, I vil arbejde på, og hvordan vil I håndtere Gugs presserende situation?
- Det er helt klart noget vi skal have kigget ind i på træningsbanen, vi spiller kampen for at vinde. Men det er klart, at når man kan spille lidt mere frit, så vil det formentlig betyde vi tager lidt flere chancer i spillet end ved en kamp, hvor vi skulle bruge en sejr for at overleve eller lignende.