RKG-spiller: Jeg er ikke overrasket
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Aske Kjærup Pedersen fra RKG.
Efter nederlaget på 0-3 mod Storvorde/Sejlflod, mener du, at resultatet afspejler kampens forløb, eller er der elementer af jeres præstation, som ikke blev afspejlet i resultatet?
- 3-0 er vel et ok billede af kampen. Jeg synes, vi fortjener en enkelt pind, da vi har et par chancer i indledningen og et drøn på overliggeren i 1. halvleg. Vi havde en gameplan, som vi var lige ved at lykkes med. Men med afbud fra 8 mand (skader og ferier), skal vi også bare være glade for, at vi kunne stille hold. Stor ros til de spillere i klubben, der støtter op!
Med tre kampe og tre nederlag samt 10 mål indkasseret, er du overrasket over det niveau, I oplever i Serie 1? Hvad tror du har været de afgørende faktorer for disse resultater?
- Nej, jeg er ikke overrasket. Den helt afgørende faktor har været, at vi ikke har trænet optimalt, ikke har helt samme trup som i forår og har mistet et par spillere. Det skal ikke lyde som en undskyldning, for andre hold har det på samme måde – ferier og skader – men det har åbenbart større betydning for os.
Efter en svær start på sæsonen, hvordan vil I som hold arbejde på at hente point i de kommende kampe? Har I identificeret specifikke områder i jeres spil, der skal forbedres?
- Vi bliver ved med at tage 1 kamp ad gangen. Målet er stadigvæk overlevelse, og det tror jeg stadigvæk kan lade sig gøre. Vi ved, hvad vi skal arbejde med, og vi glæder os til at komme på træningsbanen i næste uge.
Uden forventning om at ændre for meget på holdets identitet, hvordan tror du, I kan finde den rette balance mellem at fastholde jeres spilstil og samtidig gøre de nødvendige justeringer for at opnå mere succes?
- Det tror jeg, træneren har løsningen på. Vi skal bare ikke gå ned med flaget mentalt – så er det lidt ligemeget, hvordan vi spiller.