RKG har haft mange højdepunkter i foråret
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Aske Kjærup fra RKG.
Hvis du skulle pege på det hold, der har overrasket dig mest på den positive side i jeres kreds, hvem ville du så pege på og hvorfor?
- Hmm. Jeg synes, Aalborg Freja havde en rigtig god første halvdel af sæsonen. De gik dog lidt døde for energi, virkede det som. Men jeg synes, det står rigtig godt på banen, holder sig til deres koncept og giver ikke mange chancer væk (især første halvdel af sæsonen). Derudover er jeg virkelig fan af VHG/GS og deres vanvittige direkte spillestil. Det går virkelig stærkt, når de kører kontra og angriber.
Og så er det jo fristende at spørge om det samme med negativt fortegn, hvilket hold modsat være den største negative overraskelse for dig og hvorfor?
- Jeg havde forventet mere af Gug. Det tror jeg også, de selv havde. Men de er nu altid et dejligt bekendtskab, så ønsker dem held og lykke med tilbagevejen til serie 2.
Hvad var set med dine øjne forårets fodboldmæssige højdepunkt for jer?
- Der er et par stykker, men 2 af de mest skelsættende kampe er de to hjemmesejre: 6-0 over Gug og 2-1 over VHG/GS. I kampen mod Gug skiller vi dem ad. Vi spiller virkelig flot fodbold, scorer i undertal og laver et show for publikummet. Den efterfølgende kamp mod VHG/GS er vi i modvind i store dele af kampen. Dog er vi arbejdsomme, og vi formår at score og vinde, trods en knap så god præstation.
Samt hvilken kamp tænker du tilbage på med overskriften ”forårets største skuffelse” og hvad gik galt for jer i den kamp?
- Det må være de 2 første kampe mod AaB og NUBI. I begge kampe fører vi 3-0, men da slutfløjtet lyder står der 3-3 i begge kampe. Efterfølgende blev vi enige om, at 2-0 ikke er den farligste føring, det er 3-0.
Hvordan skal i bruge sommerpausen – står den på let sommertræning/sommerturneringer, eller holder i et velfortjent hvil frem til slutningen af juli/starten af august?
- Tror, vi skal hygge lidt i Gudumholm til deres idrætsuge. Folk skal selvtræne med løb – hvert fald for at undgå en hård opstart – og så starter vi ellers med træning i 29 eller 30.