Billede beskrivelse

Revanchesejr over Klitmøller: HVA ruller videre mod Serie 1

19. maj 2025 kl. 20.02

Interview med Mads Møller Jensen fra HVA efter kampen mod Klitmøller IF

Hvordan vil du beskrive jeres præstation i 4-2-sejren mod Klitmøller IF?

– Jeg synes, at vi leverer en rigtig stærk præstation mod et godt Klitmøller-hold. Vi vidste på forhånd, at de måske var lidt afbudsramte, men stadigvæk kommer de med stor kvalitet og rutine, som er svært at dæmme op for. Jeg synes, at vi over de 90 minutter får bevist, at når vi lader bolden gøre arbejdet og tør at spille med den, så er vi utrolig gode.

Hvad betyder sejren for jer – udover de tre point på kontoen?

– Eftersom vi har tabt de seneste mange kampe til Klitmøller, så betyder det ufattelig meget, at vi fik skovlen under dem denne gang. Særligt også, når vi i det omvendte opgør løb ind i et stort nederlag til dem – så var det vigtigt for os at bevise over for os selv, at vi har udviklet os markant i en positiv retning siden da.

Er det svært ikke at begynde at tro på oprykning til Serie 1 efter sommerferien?

– Tjoo – det er et godt spørgsmål. Jeg tror egentlig, at troen på egne evner altid har været der – samt troen på, at vi kunne spille med i toppen. Men vi har valgt den kedelige fremgangsmåde, hvor vi har holdt fokus på hver enkelt kamp, været ydmyge i forhold til vores modstandere og ladet andre hold tale om, hvor meget de går efter oprykningen. Det har fungeret for os indtil videre. Så mon ikke, at svaret bliver kedeligt og klichéfyldt, at vi stadig tager en kamp ad gangen? Uanset om vi er 10, 9 eller 2 point foran vores nærmeste konkurrenter.

Hvordan vurderer du jeres samlede indsats i kampen?

– Vi kan være meget godt tilfredse med vores samlede indsats i kampen. Vi får en lidt svær start, hvor vi skal vænne os til, at Klitmøller står meget lavt, hvilket faktisk giver dem et par gode muligheder. Men vi får det løst, og derefter synes jeg, at vi spiller noget rigtig godt fodbold og scorer to fantastiske mål. Vi har lidt udsving i 2. halvleg, hvor kampen igen kommer lidt over på Klitmøllers præmisser med en masse duelspil, hvilket de er ret gode til. Men så tager vi fat i bolden igen og får det løst. Så kæmpe ros til drengene – der igen viser, hvor godt et fodboldhold de er.

Kampfakta:

Kamp: HVA Sydthy – Klitmøller IF
Serie & Kreds: Serie 2 Kreds 15
Resultat: 4-2

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste