Poul Rotbøll fra Hanstholm IF deler indsigt inden den nye sæson
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Poul Rotbøll fra Hanstholm IF
Hvem forventer du bliver holdets topscorer i efterårssæsonen., og hvilken betydning har han for holdet både på og uden for banen?
- Jeg forventer da at vores anfører Patrick Andersen snart får netmaskerne til blafre en del mere, end det har været tilfældet de seneste par sæsoner. Jamen hans betydning for holdet er enorm, da han er den spiller på vores hold der har klart mest erfaring, som han er dygtig til at dele ud af, hvilket er meget værdifuldt for vores gruppe af unge spillere. Og samtidig er han i sandhed trænerens "forlængede" arm, både på, og udenfor banen, hvor han tit har indflydelse på taktikken. Udenfor banen er han bestemt også meget vigtig, da han er en del af vores dygtige seniorudvalg, og derfor er meget involveret i arbejdet i klubben, og vores hold generelt, da han er med til at sørge for, at vores hold har det vi skal bruge. Samtidig er han god til at sørge for, at folk har det godt med sin måde at være på.
Hvem står på mål for jer og hvilke egenskaber ser du som hans største styrke?
- Det gør vores keeper igennem de seneste par sæsoner, Sune Thøgersen. Den egenskab, som er hans største styrke er hans reaktionsevne, hvor han er god til at læse sine modstanderes træk, og derved får reddet rigtig mange af deres chancer. Samtidig er hans anden store styrke, at han fremragende med sine fødder, hvor han kan sparke lange udspark, og ikke går i panik hver gang han får tilbagelægninger. Så alt i alt en meget dygtig målmand, og en meget vigtig spiller for vores hold.
Er der en spiller på holdet, som du ser som jeres oversete stjerne, en der altid giver de ekstra meter? Hvem syntes du fortjener denne betegnelse, og hvorfor?
- Nu har vi haft en spiller som Andreas Linde med i nogle af vores opstartskampe, som har vist sig at være ufattelig vigtig for vores hold som helhed. En spiller som måske ikke er særlig verbal, men når han siger noget lytter folk som regel. Derudover er hans evne til at placere sig rigtig på banen ekstraordinær, da han er god til at læse spillet, og derved får erobret mange bolde fra modstanderholdets spillere, som er med til tage meget pres fra vores forsvar. Dernæst er han rigtig god i kombinationsspillet, og god i det offensive spil, hvor han også er god til komme til chancer. Så en spiller der går lidt under "radaren", men en spiller der er meget vigtig for vores hold.
Hvordan ser din fremtid indenfor fodboldverdenen ud, og hvad er dine personlige mål for efterårssæsonen både på individuelt niveau og for holdet som helhed?
- Nu er det jo svært at spå om fremtiden, men jeg ser da mig selv fortsætte mit virke som holdleder i vores klub, i hvert fald så længe jeg kan bruges. Mit personlige, og holdets mål er, at vi skal blive bedre som hold, og vinde flere kampe end vi taber, for vi syntes bestemt at vores spillermateriale er til at spille bedre, end vi har gjort de sidste par år. Og lykkedes vi fuldt med det, så kan jeg godt se en oprykning når vi slutter sæsonen.