"Placeringen snyder aldrig siger man"
Interview med Peter Thomsen fra Valsgård IF83.
Efter efterårssæsonen afsluttede I som nummer 1. Føler du, at denne placering afspejler jeres præstationer på banen?
- Placeringen snyder aldrig siger man. Jeg havde indledningsvis svært ved at vurdere niveauet i puljen, hvor jeg synes, at vi skiftevis viste stort overskud, mens vi andre gange var udfordret mod dygtige modstandere. Suldrup, Gundersted og Valsgård løb fra de andre hold, mens Aars ikke formåede at hænge på. Med lidt mere rutine og held kunne de godt have blandet sig helt i top. De fire nederste hold kæmpede for det. Jeg synes, at vi i mod Gundersted havde svært ved at beholde coolness, men det er også et rutineret hold, der ved, hvordan gamet er. Vi kunne med rette sagtens have tabt den første kamp mod dem på hjemmebane. I udekampen fører vi indtil 94. min. 30 sek., hvor Gundersted udligner. Det var frustrerende, men nok fair nok. Mod Suldrup fornemmede jeg, at vi var 20 procent ovenpå i begge kampe, men Suldrup formåede alligevel at gøre kampene spændende med reduceringer i slutfasen. Vi justerede lidt i gameplanen i forhold til serie 2, og det virkede. Nu må vi se, hvad der kan fungere bedst efter nytår.
Opfyldte efterårssæsonen jeres målsætninger og dine personlige forventninger? Er der områder, hvor I kunne have gjort tingene anderledes?
- Jeg synes i den grad, at vi præsterede et flot efterår, og det kan spillere, trænere og klub være tilfreds med. Jeg synes, at vi gjorde mange ting rigtigt, mange spillere bød ind. Alligevel sidder jeg med fornemmelsen af, at vi havde og har mere at byde ind med, så det må vi arbejde på at få forløst mod stærkere modstandere i foråret.
Hvis du skulle beskrive jeres efterårssæson med tre ord, hvilke tre ord ville du vælge, og hvorfor synes du, at de bedst beskriver sæsonen?
- Stabilitet - jeg synes, at vi formåede at være stabile i præstationer og med spillerne på holdkortet. Overskud - jeg synes, at vi i flertallet af kampene viste, at vi havde stort overskud på banen, og vi turde, at tage initiativet. Fleksibilitet - Vi formåede at omstille os i kampene, og de benyttede spillere bød ind med deres forcer.