Billede beskrivelse

Peter Thomsen nomineret til Årets Træner Serie 2 Kreds 14 - Seriesport.nu Award Forår 2024

17. juli 2024 kl. 15.01

Valsgaard IF 83 er utrolig glade for nomineringen af vores cheftræner, Peter Thomsen, til Årets Træner i Serie 2. Peter har i sin tid som træner i klubben gjort en kæmpe indsats, både med resultaterne på banen og det sociale liv omkring klubben.

Peter er en engageret træner, der prioriterer både træning og kamp højt. Han sørger for, at træningerne er fokuserede og resultatorienterede, samtidig med at det sociale aspekt ikke bliver glemt. Hans dedikation til fodbolden er tydelig, da han ofte overvåger andre kampe i puljen for at være bedst muligt forberedt til vores egne kampe. Hans evne til at foretage taktiske ændringer baseret på modstanderens styrker og svagheder er en af de kvaliteter, der gør ham til en fortjent kandidat til prisen.

Peter har vist en imponerende taktisk snilde, især i en sæson hvor Valsgaard IF 83 har haft det svært som oprykkere i Serie 2. Trods udfordringerne og de svære odds, lykkedes det os at undgå playoffsystemet og overleve direkte efter 14 kampe, hvilket i høj grad kan tilskrives Peters taktiske evner. Hans forståelse for spillet og evnen til at tilpasse strategierne har været afgørende for holdets succes.

Peter bidrager ikke kun på banen, men også udenfor. Han er altid klar til en snak over en kold øl efter både kampe og træning, hvor emnerne ofte spænder fra lokal fodbold til Champions League. Hans indsats for at skabe sociale arrangementer og styrke fællesskabet i klubben er uvurderlig. Et eksempel er hans initiativ til træningsturneringen Sparekassen DK Cup, som tiltrækker lokale klubber til Valsgaard i uge 31 for at forberede sig til efterårssæsonen.

Peter Thomsen er en træner, hvis kompetencer strækker sig både bredt og højt. Hans engagement, taktiske dygtighed, og evne til at skabe et positivt socialt miljø gør ham til den bedste træner i Serie 2. Derfor fortjener han prisen som Årets Træner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste