Paw Groes om Rosendals comeback og plan for at sikre tre point
Interview med Paw Groes, træner for IK Rosendal, før opgøret mod Visborg.
Kan du beskrive, hvordan holdet præsterede i den seneste kamp mod Støvring, hvor I sejrede med 4-1 på udebane? Hvad var nøglen til jeres sejr, og hvordan har det påvirket holdets selvtillid?
- Vi præsterede ikke en særlig god 1 halvleg, hvor vi både mangler tempo, intensitet og procenter som vi ikke får søgt i tilstrækkelig grad. Vi er bagud 1-0 ved pausen, på en dødbold, hvor vi står og snorksover. I pausen laver vi nogle justeringer, får skruet lidt op for tempoet og kvaliteten i boldomgangen, hvilket medfører at vi også bliver mere aggressive og livlige i spillet. Og til sidst har den fornødne kvalitet og vinder kampen 4-1. Vi er tilfreds med 3 point og kvaliteten i 2. halvleg, men 1. halvleg var ikke acceptabel.
Med jeres nuværende form og momentum, hvordan har I forberedt jer til kampen mod Visborg? Er der særlige områder, I har arbejdet på, for at sikre endnu en sejr?
- Vi er bevidste om, at Visborg i det første opgør hentede deres eneste point i rækken, hvorfor det selvfølgelig giver dem tro på, at de kan få et godt resultat med hjem til Visborg. Ja der er nogle særlige områder vi fokuserer på, men det vil vi lige holde lidt på endnu 😊
Hvordan vurderer du Visborg som modstander, og hvilke strategier har I lagt for at kunne håndtere deres spillestil og udfordringer?
- I det modsatte opgør spiller vi 2-2, hvor vi får annulleret sejrsmålet i tillægstiden. Her spiller Visborg klogt og på det de har, hvilket vi har stor respekt for. Vi skal undgå at give dem dødbolde, for her er de stærke. Vi rammer træværket 3 gange i 1 halvleg og var ikke dygtige eller kyniske nok. Det skal vi lave om på fredag aften for at sikre 3 point til topstriden.
Med kampen på hjemmebane, hvordan vil I udnytte jeres hjemmebanefordel, og hvad er jeres overordnede mål for kampen mod Visborg?
- Det eneste mål er 3 point, så vi fortsat er nr. 1 sammen med Nørager/Rørbæk IF. Vi skal vise den rette indstilling, ydmyghed og koncentration i alle spillets faser. Der er ikke plads til koncentrationssvigt m.m. for det straffes. Selv i serie 3. Jeg er sikker på vi får god opbakning fra tribunen, så gutterne viser de er det bedste hold på dagen. Vi er KLAR!