Paw Groes åbner op om visionen for IK Rosendal
Interview med Paw Groes fra IK Rosendal.
Hvordan ser du på den interne dynamik i truppen, og hvordan opretholder I en sund konkurrencekultur samtidig med at støtte spillernes individuelle udvikling og holdets succes?
- Det er et svært spørgsmål på nuværende tidspunkt, idet jeg netop er tiltrådt som cheftræner i IK Rosendal. Når det er sagt, så har vi haft standerhejsning, holdt nogle trænermøder m.m. hvor jeg har fået et meget fint indblik i spillerne og de forskellige hold. Fx har spillerne udfyldt et spørgeskema på 15 spørgsmål omhandlende alt fra, hvilket hold spilleren ser sig selv på, hvilken plads man er bedst på, ens spidskompetencer og taktiske præferencer i form af talkombinationer. Det handler også om fodboldudvikling som hold og individ, ligesom det også handler om det sociale aspekt i Rosendal, som i den grad er omdrejningspunktet for en ung trup med 4 hold. Det handler også om ambitioner og om mennesket bag spilleren. Som træner er jeg tæt med spillerne, og gør meget for at lære dem at kende som mennesker, for det giver mig de bedste forudsætninger for at støtte dem i både holdets og egen udvikling. Tryghed og tillid skaber de absolut bedste forudsætninger for den enkelte spiller og dermed også fællesskabet. Førsteholdet er meget ungt med en gennemsnitsalder på omkring de 20 år. Vi har et par rutinerede på 24-25 år, men ellers er de fleste fra 17-20 år, herunder også de nye der er kommet til. Det ser umiddelbart meget spændende ud, og med et stort potentiale som vi i fællesskab skal løfte. Dynamikken i truppen er god, og mange kender hinanden gennem mange år, hvilket også afspejler sig i det sociale fællesskab som også bærer holdet i de svære tider. Der er et unikt sammenhold og en fællesskabsfølelse, som kan bringe holdet langt. Der vil altid være spillere, der ikke er tilfredse, men i klubbens og min ånd, er det meddelt alle hold i IK Rosendal, at hvis man er udtaget til kamp, er man også sikret 45 minutters spilletid. Vi er en social breddeklub med fokus på fællesskabet og hyggen ved at spille fodbold. På den måde håber vi også at kunne holde den interne dynamik i nogenlunde vater. I træningskampene vil der også forsøges forskellige ting, således at alle får en fair chance for at blomstre i den røde trøje.
Hvordan vil du beskrive den spillestil eller taktik, som du håber at implementere i forårssæsonen, og hvordan tror du, det kan bidrage til holdets succes?
- Uden at røbe for meget taktisk, så har jeg endnu ikke lagt mig fast på talkombinationer, pres linje, boldomgang m.m. Jeg har nogle ideer, men jeg er som træner pragmatiker, og derfor forsøger jeg ikke at presse spillerne ned i min ide, men lader mig være nysgerrig på spillernes kompetencer, udviklingspunkter og svagheder, inden jeg fastlægger en overordnet spillestil og taktik. Grundlæggende arbejder jeg dog systematisk ud fra en fodbold filosofi, som jeg tror på, men hvor det ikke er tal sammensætningen der er det afgørende, men placeringerne og løbene på banen der har en afgørende betydning for måden at gribe spillet an på i de forskellige faser i den enkelte formation. Grundlæggende har jeg dog et ønske om, at vi som hold har bolden og dikterer kampen, men ud fra forskellige aggressionsniveauer, alt efter modstander, spillere m.m. Jeg lægger vægt på funktionelle spillere, udtrykket, tovejs spillere som spiltyper og den form holdet er i. Derfra vurderer jeg, hvor højt vi går i pres, hvor meget vi skal have bolden, om vi spiller i længderetning med første aflevering mm. I praksis kan det så anderledes ud når kampen først er i gang, men det er også spændende og charmerende ved fodbold. Jeg tør dog godt røbe, at jeg har en ambition om, at vi skal være svære at spille imod!
Hvornår og mod hvilket hold skal I spille jeres første træningskamp i foråret?
- Vi skal allerede i kamp lørdag d. 24. februar kl. 13.30, hvor vi tager imod Doense/Vebbestrups Serie 2 hold. Det glæder vi os til, og forhåbentlig bliver vi presset og udfordret i den kamp, så jeg kan se spillernes reaktioner herpå. Vi har i optakten fokus på vores fysiske kapacitet, og sammensætning og justering af spillestil/taktik og sammensætning af holdet.