Ole Hansen går på pension, men vil ikke udelukke at vende tilbage
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med afgående cheftræner i Harken UGF Ole Hansen.
Du har her på Seriesport.nu fortalt, at du efter 28 års trænergerning nu har valgt at stoppe, hvorfor skulle det være nu og kunne du på nogen som helst måde blive overtalt til at genoptage trænergerningen?
- Beslutningen blev taget i marts måned efter længere tids overvejelser. Når man som jeg har valgt at have flere opgaver i fodbolden, begynder timerne ikke at slå til. Dommergerningen kræver også sin tid, og som ansat i forsvaret som soldat er der heller ikke mange timer tilbage i døgnet. Valget stod mellem trænergerningen eller dommerlivet, og her trak det sidste det længste strå. Det er trods alt nemmere at målrette sine dommeropgaver end at være fodboldtræner. Men der er ingen tvivl om, at jeg kommer til at savne træneropgaverne. Det har betydet rigtig meget for mig og min familie, som er lige så store fodboldtosser som jeg. Uden den interesse fra familien kunne det ikke gå. Om jeg får lysten tilbage, må tiden vise. Der er kommet et par interesser fra nogle klubber, og det tager jeg som et positivt tegn på, at jeg har gjort et eller andet godt. Jeg vil aldrig sige aldrig. Efter jeg fik nyt knæ i december 2020, er det nødvendigt, at jeg holder mig lidt i gang, og derfor blev det dommergerningen.
Du har som sagt været træner i rigtig mange år Ole, hvad var det som i sin tid gjorde, at du fik smagen for at blive træner?
- Allerede som 16-årig prøvede jeg kræfter med trænergerning, og det var en rigtig god oplevelse. Derfor var jeg aldrig i tvivl om, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle være træner. Da mine børn begyndte at spille fodbold og manglede en træner, kunne jeg ikke sige nej. Det var her, det hele startede for alvor. Jeg elsker at have med mennesker at gøre, og jeg synes, det er ens pligt at give noget tilbage til fodbolden, som har givet mig mange oplevelser, da jeg var barn. Der var altid en voksen, som var klar til fodbold. Den bedste måde at betale dette tilbage på, er ved selv at stille op som frivillig eller ansat træner. At træne unge mennesker giver så meget tilbage til en. Man bruger rigtig mange timer på fodbolden, men man glemmer lidt af det, når man møder de unge mennesker, som står klar på træningsbanen hver gang og forventer noget af en. Som træner stiller vi mange krav til spillerne, men de stiller lige så mange krav til træneren. Det inkluderer forberedelse, kampoplæg, spillermøder, forældremøder, deltagelse i forskellige turneringer og ikke mindst udvikling af den enkelte spiller, osv. Alle mine trænerjobs har givet mange menneskelige egenskaber, og som person udvikler man sig også. Så fodbolden giver en rigtig mange ting, som jeg nødigt ville have været foruden.
Når du ser tilbage på dine 28 år som træner, hvilke klubber har du så været i og hvilke klubber er kommet mest ind under huden på dig og hvorfor?
- I TSI Stenum startede jeg min trænerkarriere, hvor jeg selv startede som spiller som 6-årig, inden turen gik til Brønderslev IF som 15-årig, og tilbage igen som seniorspiller. Stenum har betydet rigtig meget for mig, en klub som jeg fortsat følger, en klub hvor der er plads til alle. Jeg startede min trænergerning med ungdomsfodbold i et par år, inden jeg fik chancen for at være seniortræner i klubben. Her havde vi virkelig et stærkt hold, der bestod af lokale spillere samt et par svenske spillere. Ikke mindst havde vi også en enkelt Brøndby-spiller. Det hold var et af de stærkeste i Stenums historie i mine øjne, og det var en fantastisk tid, der endte med en oprykning, der var helt suveræn. Herefter gik turen til Brønderslev IF, hvor jeg havde ansvaret for U17-afdelingen i flere år. Det var en kæmpe oplevelse med mange U17-hold og mange spillere til træning hver gang. Når jeg ser tilbage på min tid som U17-træner, kan jeg nok sige, at jeg gjorde noget rigtigt, da flere af spillerne enten er eller har været en del af klubbens førstehold. På dette tidspunkt i min trænerkarriere var jeg nok mere en udviklingstræner, der gjorde spillerne klar til seniorspillere. Flere af dem fik debut som 17-årige på klubbens førstehold. De år som U17-træner i Brønderslev er jeg virkelig stolt af. Jeg har også haft ansvaret for U16 og kvindeholdet i JS (Jyllandsserien) i Brønderslev. Det var efter jeg havde været U17-træner i Hjørring IF i en kort periode. Brønderslev IF er en fantastisk klub, som jeg følger tæt. Måske også fordi min søn spiller i klubben. Desværre fik jeg aldrig muligheden for at komme tilbage som seniortræner. Som nævnt tidligere har jeg også været i Hjørring IF på to omgange. Først som U17-træner med en flok spillere på et meget højt niveau. Flere af dem spiller i dag på klubbens JS-hold. Hjørring IF har en særlig plads i mit hjerte. Jeg fik også chancen som seniortræner i Hjørring. Igennem to år mødte jeg mange spillere på forskellige niveauer, og jeg fik integreret flere U19-spillere på holdet i serie 2. Mange af spillerne mødte jeg igen i mit sidste trænerjob i Harken. Det var en stor glæde at genoplive kontakten. Harken var en kæmpe oplevelse med en klub/trup med plads til alle. En klub hvor flere spillere havde stiftet familie. Det betyder meget for den enkelte, at der også gives plads til familien. Det kræver lidt mere planlægning for mig som træner. Alle i klubben er meget afklaret med, at jeg som træner giver plads til familien i forbindelse med træning og kampe. Jeg vil sige det på den måde: en klub med voksne mænd, der har et større familiemæssigt ansvar. Hvis ikke privatlivet og fodbolden kan hænge sammen, fravælges fodbolden. Det kræver en lidt anderledes indstilling som træner. Harken er en klub, der forstår at have det sociale med sig og har god opbakning. GVL Løkken havde også fået mit besøg. Det er en klub, som jeg har et vist kendskab til og et sted, hvor jeg følte mig helt fantastisk vellidt og stadig gør det. Under min ledelse rykkede vi op i serie 2, netop i Harken, efter en helt suveræn sæson. Men til gengæld rykkede Løkken ned i serie 3 med et brag – dog ikke under min ledelse. Jeg valgte at stoppe og havde brug for en pause. Det gjorde ondt at stoppe, og det var nok den værste oplevelse at skulle give spillerne denne besked. Efter træningen var jeg virkelig berørt af situationen, men til gengæld tror jeg stadig, at det var den bedste beslutning for mig og min familie. Min sidste klub var Nørhalne. De kontaktede mig allerede tilbage i 2019, men på det tidspunkt var det ikke muligt. I slutningen af 2020 kontaktede de mig igen under corona, og efter et par samtaler blev kontrakten underskrevet til stor tilfredshed. Nørhalne var lige rykket op i serie 2, og det var en klub, der bestod af rigtig mange unge spillere. Jeg glemmer aldrig min første træning, hvor 49 spillere mødte op. Jeg kendte to af spillerne, Andreas Svendsen, som jeg havde trænet i Brønderslev, og Mikkel Husted. Desværre sluttede vores samarbejde lidt hårdt, da jeg valgte at stoppe et halvt år før tiden. Jeg synes, klubben traf en forkert beslutning, og derfor stoppede jeg efter vores sidste kamp om sommeren 2022. Det var hårdt for mig, især når man har opbakning fra hele holdtruppen. Men sådan er trænerlivet også en gang imellem. Nørhalne er en klub, hvor der er styr på tingene og god opbakning. Der er mange tilskuere til alle kampe. Heldigvis har jeg fortsat god kontakt med flere spillere og ledere, og jeg føler mig fortsat vellidt, når jeg besøger klubben. Det er en klub, der kun fortjener ros fra min side, og en klub der fortsat udvikler sig.
Hvad er, hvis du selv skulle sige det som din største præstation som træner, og hvorfor er det netop den præstation, som du tænker tilbage på med glæde og stolthed?
- Hvis jeg skal pege på en enkelt klub, bliver det helt sikkert Brønderslev IF, under min tid som U17-træner (udviklingstræner) for årgang 95, da de rykkede op som U17-spillere. Holdet bestod af mange 1. års U17-spillere, og begge år spillede vi os op i mesterrække 2, som det hed dengang. Mange af spillerne udviklede jeg til at gå direkte ind på klubbens førstehold. Det er noget af det største, en træner kan ønske sig, at ens træningsmetoder er med til at udvikle den enkelte til et niveau, hvor spilleren kan begå sig på et højere niveau. Når jeg møder mange af spillerne i dag, kommer de altid og hilser og får en lille snak. Det gør mange andre spillere heldigvis også, og det varmer mit hjerte.
Hvis trænergerningen er slut nu, hvad skal du så bruge den ekstra tid, du får tilovers i løbet af ugen og weekenderne?
- Fodbolden er ikke langt væk, den bliver bare brugt lidt anderledes i form af dommeropgaver. Jeg er også dommerudvikler, og jeg sidder med i det lokale talentdommergrupper i region 1. Så jeg kommer helt sikkert til at se en del fodbold fortsat.
